Novozymes og CleanStar Ventures etablerer fødevareforretning i Mozambique
Tusindvis af trækulsfyrede ovne erstattes med billigere ethanolfyrede ovne, når Novozymes og CleanStar Ventures etablerer en integreret fødevare- og energiforretning i Mozambique.
Grundsten for et økologisk & bæredygtigt samfund
Novozymes har på Clinton Global Initiatives årsmøde offentliggjort sin investering i selskabet CleanStar Mozambique.
CleanStar Mozambique, som er stiftet af Novozymes og CleanStar Ventures, vil i samarbejde med småbønder indføre bæredygtigt landbrug, skabe produktionsanlæg til fødevarer og ethanolbrændstof til madlavning samt lægge grundstenen til økonomisk og økologisk bæredygtige samfund i Afrika syd for Sahara.
Det nye selskab tackler dermed en række problemer, herunder jordforringelse, dårlig sundhedstilstand og energifattigdom.
Enormt potentiale
- Der ligger et enormt potentiale i udviklingslandenes landbrug, som bioteknologien kan hjælpe med at realisere. Dette partnerskab vil give de lokale afrikanske samfund mulighed for at producere flere fødevarer og mere energi, samtidig med at de forbedrer befolkningens sundhed, genetablerer skovene, får renere luft og skaber økonomisk vækst, siger Thomas Nagy, koncerndirektør i Novozymes.
Nedbringelse af trækulsrøg og skovrydning
Med CleanStar Mozambiques innovative forretningsmodel vil tusindvis af landmænd i Mozambique få muligheden for at gå fra trækulsfyret produktion og slash and burn-landbrug til at dyrke forskelligartede landbrugsafgrøder og træer, hvilket vil betyde en væsentlig forbedring af deres indtægter og ernæringsniveau, samtidig med at den udpinte jord genoprettes, og den biologiske mangfoldighed øges.
Det, som husstandene ikke selv forbruger, sælges til CleanStar Mozambique. Virksomheden vil producere en lang række fødevarer samt ethanolbaseret brændstof til husstandenes ovne på basis af maniok. Produkterne vil blive solgt på markederne i byerne.
Rent alternativ til trækul
I de afrikanske byer tilberedes maden i over 80% af husstandene i trækulsfyrede ovne.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og FN's Udviklingsprogram (UNDP) tyder meget på, at indendørs luftforurening fra faste brændselskilder, herunder trækul, kan være sundhedsskadelig. Trækul er også en af hovedårsagerne til masseskovrydningen i Afrika, hvor der hvert år fældes mange millioner træer for at producere trækul.
I 2014 vil CleanStar Mozambique forsyne en femtedel af husholdningerne i Mozambiques hovedstad Maputo med et rent og konkurrencedygtigt alternativ til trækul, som vil forbedre sundhedstilstanden i familierne og årligt redde 3.600 hektar oprindelig skov.
Forretningsmodel kan kopieres
- Denne forretningsmodel kan kopieres og tilpasses til udviklingslande overalt i verden. Sammen med CleanStar Mozambique håber vi at kunne vise, hvordan bioteknologien kan katalysere udviklingen af landbruget samt fødevare- og ethanolindustrien i udviklingslandene og skabe nye biobaserede markeder, som er til gavn for de lokale samfund og miljøet, siger Thomas Nagy.
CleanStar Ventures og Novozymes samarbejder med en række andre virksomheder inden for dette forretningsområde, herunder især procesdesign- og anlægsvirksomheden ICM, Inc., som skal levere produktionsanlægget til fødevarer og ethanolbrændstof til madlavning.
Novozymes og CleanStar Ventures er i forhandlinger med Bank of America Merrill Lynch om at fungere som Carbon Finance Associate med henblik på at maksimere den pengemæssige værdi af projektets reduktion af CO2-udledningen, og disse forhandlinger er langt fremme.
Om CleanStar Ventures
CleanStar Ventures er et ventureudviklingspartnerskab, der udnytter innovative løsninger til at fremme social udvikling og genopretning af miljøet. På basis af risikovillig kapital, teknologi og ekspertise skaber CleanStar Ventures langsigtet bæredygtig værdi i sine projekter for både kunder, partnere og investorer. Læs mere på www.cleanstarventures.com .