23948sdkhjf

103 millioner skal bane vejen til fremtidens fødevareforskning

Et nyt, højteknologisk laboratoriecenter skal medvirke til at udvikle sundere og mere bæredygtige fødevarer og mindske madspild.

Den såkaldte forskningsinfrastruktur Foodhay med Aarhus Universitet i spidsen får en bevilling på 51,5 millioner kroner til centeret, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Og da konsortiet bag Foodhay bidrager med et tilsvarende beløb, løber den samlede investering op i cirka 103 millioner kroner. Konsortiet består foruden Aarhus Universitet af DTU, Københavns Universitet, Teknologisk Institut og Arla. De nye forskningsfaciliteter bliver fordelt blandt dem.

Pengene kan blandt andet hjælpe med at skaffe ny viden om ingredienser, der eksempelvis kan forlænge holdbarhed på fødevarer. Eller forskning i forbrugeradfærd, så butikkerne kan præsentere det sunde og bæredygtige bedre., nævner ministeriet.

- Der er et stort potentiale i sundere og mere bæredygtige fødevarer – både for virksomhederne, for vores sundhed og for klimaet. Eksempelvis ryger alt for meget mad i dag i skraldespanden, fordi holdbarhedsdatoen er udløbet. Med Foodhay får forskerne en vigtig platform til at udvikle ny viden, der kan forlænge holdbarheden – med forskning frem for kemikalier, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse.

Blandt andet vil der være simuleringer af forbrugeres fødevareindkøb kombineret med sanse- og adfærdsoplevelser. Det kan give svar på, hvorfor vi vælger et produkt frem for et andet med samme pris. Og med Foodhay anskaffes instrumenter, der kan undersøge råvarer og ingredienser ned til mindste bestanddel.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065