Bøde: Karse skal behandles som en fødevare
Firmaet har henholdt sig til, at der er tale om en uhøstet plante, men Retten i Svendborg har nu afgjort, at der er tale om en fødevare. Derfor har Lundby Grønt brudt loven ved at sælge fødevarer - karse i bakker - uden at være registreret. Det skriver TV2 Fyn på sin hjemmeside..
I fødevareforordningen står der, at fødevarer ikke omfatter planter før høst - men også, at en fødevare er noget, man kan spise. Karsen, som vokser i en lille bakke, er ikke klippet, når forbrugerne kan købe bakkerne i butikkerne.
- Ved dommen konstateres det, at karsen er høstet, fordi bakkerne flyttes fra produktionsstedet til butikken, siger anklager ved Fyns Politi Kirsten Flummer til TV2 Fyn.
Fødevaremyndighederne har ifølge tv-stationen flere gange påtalt over for Lundby Grønt, at fimaet skal registrere sig, når det sælger fødevarer - uden at det er sket. TV2 Fyn nævner, at grøntfirmaet på nuværende tidspunkt ikke ønsker at kommentere sagen.