Unikt koncept: Helt almindeligt pizzeria om dagen - engrosproducent om natten
40-årige Walid Hallal, der driver et helt traditionelt pizzeria, Zana Pizza, midt i Thisted, har en meget usædvanlig nebengeschæft: Når pizzeriaet lukker om aftenen, går han typisk et par gange om ugen i gang med at lave pizzabunde i store mængder. Bunde, som straks bliver frosset ned og derefter solgt til blandt andet Lidl, Meny og SuperBrugsen.
Pizzabundene til Lidl-kæden er produceret via en bestilling fra Wallid Hallals mere kendte lillebror, gourmetkokken Wassim Hallal - som et af de cirka 150 fødevareprodukter, Wassim Hallal har udviklet i samarbejde med Lidl. Han har bare bedt sin storebror om at stå for pizzabunde-produktionen.
Resten af de frosne pizzabunde fra Zana Pizza er Walid Hallals helt egen forretning. Sammen med en eller flere medarbejdere laver han dejen i pizzeriaet og forbager bundene i Zana Pizzas to helt almindelige pizzaovne i nogle få sekunder. De bliver forsynet med tomatsauce og i nogle tilfælde også ost, pakket i løbet af natten og kørt til et fryselager i Thisted.
- Vi kan lave omkring 300 pizzabunde sådan en aften, og siden vi begyndte på den her engros-produktion for fire år siden, er det blevet til rigtig mange. Nu er vi oppe på cirka 30.000 om året, hvis vi regner Smukfest med, fortæller Walid Hallal med henvisning til musikfestivalen i Skanderborg, hvor det hele begyndte.
Han var i 2015 for første gang med på festivalen for at sælge pizza, og fandt da ud af, at han var nødt til at have forbagte bunde med hjemmefra, hvis han skulle følge med efterspørgslen på flere tusinde pizzaer fordelt på bare fire dage.
- Så jeg var min egen første kunde, konstaterer han.
Nej til fyld
Sidan da har Walid Hallal støt og roligt udvidet kundekredsen. Via Wassim kom hans bunde tidligere i år ud i hele Lidl-kæden i ét hug, og pizzamanden i Thisted håber i det nye år også at få pizzabunde fra Zana Pizza ind hos Aldi. En stribe Meny- og SuperBrugsen-butikker er i forvejen på kundelisten, men dér har Walid Hallal måttet forhandle sig frem fra butik til butik.
En helt femte kæde har han måttet sige nej til.
- De ville have pizzaerne med fyld, men vi laver dem højst med ost. Det bliver for dyrt med fyld, og så kan vi ikke konkurrere med udlandet. Men når det handler om bundene, kan vi godt være med. Der er vi lidt billigere end italienerne lige nu, siger Walid Hallal, som indtil videre har den største del af sin indtjening på selve pizzeriaet og de sultne kunder i Thisted.
- Det med de frosne pizzabunde er en rigtig god niche, og jeg håber at kunne komme til at leve af den. Også fordi der er rigtig mange pizzeriaer og hård konkurrence på pizza-området, nævner han.
Konkurrencen på pizzabunde-markedet forsøger han at holde væk, så godt som han nu kan:
- Jeg får jævnligt henvendelser fra nogen, der gerne vil vide, hvordan jeg gør. Men der siger jeg bare nej tak.