Top 20: Her er fødevarebranchens største virksomheder
Nordjysk overraskelse havde den absolut højeste vækst
Mastodonterne i den danske fødevarebranche har de seneste år levet på en støt stigende omsætningskurve - siden 2015 har de øget deres omsætning med cirka seks procent, svarende til næsten 19 milliarder kroner.
Det viser en analyse, som Food Supply har foretaget vedrørende de 42 danske føde- og drikkevarevirksomheder, som har en omsætning på over en milliard kroner. Tallene omfatter de regnskaber, der er blevet offentligt tilgængelige senest 1. december i år.
De højeste vækstrater i det seneste regnskabsår findes i Nordjylland, hvor alle de tre øverst placerede virksomheder holder til.
Fiske- og skaldyrskoncernen Kangamiut med hovedkvarter i Dronninglund ligger helt i top. Her kunne direktør Ulrik Bjerre Rasmussen og hans medarbejdere notere sig en vækst i holdingselskabet på næsten 50 procent i regnskabsåret 2018 - fra cirka 2,3 til cirka 3,4 milliarder kroner. Det sender koncernen op på en samlet niendeplads på listen over de største omsætninger.
Større mængder, højere priser
Den voldsomme stigning skyldes ifølge Ulrik Bjerre Rasmussen dels, at Kangamiut solgte større mængder fisk til højere priser, og dels, at Kangamiut erhvervede en større andel af North Atlantic Seafood.
- Når man ejer 50 procent eller mindre af en virksomhed, tæller den jo ikke med i koncernomsætningen. Men i 2018 gik vi fra at eje 50 procent til cirka 80 procent, så alene derfra stammer mellem en tredjedel og halvdelen af stigningen i omsætningen.
- Resten kommer fra en general stigning i vores selskaber, ikke mindst Kangamiut Seafood, Danmarin og Alimex Seafood. Og der var ikke nogen selskaber, der gik tilbage på omsætningen, konstaterer direktøren.
2018-omsætningen hos Kangamiut Holding resulterede i et overskud før skat på 63 millioner kroner, seks millioner mere end året før.
Ulrik Bjerre Rasmussen kan allerede nu afsløre, at regnskabet for 2019 kommer til at se mindst lige så godt ud, i hvert fald hvad angår markedsandele og omsætning.
- Jeg kan ikke sige, hvor meget vi taler om, for vi har ikke lukket bøgerne endnu. Og jeg kan heller ikke sige noget om overskuddets størrelse, bemærker han.
Vækst på 27 procent hos FF Skagen
Efter Kangamiut Holding følger fiskeoliekoncernen FF Skagen og den nordjyske osteproducent Nordex som nummer to og tre, når man ser på den største procentuelle vækst. FF Skagen med en vækst på 27 procent og Nordex Holding med næsten 17 procent.
Tilsammen omsætter fødevareindustriens milliardvirksomheder for omkring 329 milliarder kroner, og i 2018-regnskaberne voksede omsætningen samlet set med knap to procent i forhold til året før - svarende til gennemsnittet for hvert år siden 2015
Cirka to ud af tre af føde- og drikkevarevirksomhederne omsatte i 2018 for mere end i det foregående år.
Carlsberg har branchens største omsætning, og derefter følger Arla og Danish Crown. De tre giganter er de eneste virksomheder med en tocifret milliardomsætning.
Opdateret 19. december, idet ingredienskoncernen Chr. Hansen desværre var gledet ud i første omgang (red.)