Kæmpetun solgt i Japan for 12 millioner kroner
Det er den næsthøjeste pris for en tun i Japan, siden myndighederne begyndte at registrere det i 1999, skriver nyhedsbureauet dpa.
Tunen vejede 276 kilo, og køberen er Kiyomura, der er det firma, som driver den store sushirestaurant-kæde Sushi Zanmai.
Kiloprisen lyder på 700.000 yen - svarende til cirka 43.500 kroner.
- Det er dyrt. Men jeg vil gerne have, at kunderne prøver den bedste tun, siger Kiyoshi Kimura, chef for Kiyomura, til journalister.
Tunfisken blev fanget i Oma, på den nordlige spids af Japans hovedø, Honshu, som er et af de bedste fiskesteder i landet.
Den solgte tunfisk er den næstdyreste efter rekorden, som blev sat sidste år, da Kimura betalte en pris på 333,6 millioner yen - cirka 20,8 millioner kroner - for en 278 kilo tung tun.
Japanerne er nogle af de største forbrugere af den blåfinnede tunfisk, og landets overfiskeri har længe været kritiseret internationalt.
/ritzau/