Skagen øger sin markedsandel på fisk
Det konstaterer Danmarks største fiskerihavn i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at værdien af de landede fisk i Skagen Havn udgjorde sidste år udgjorde 1.041.253.246 kroner.
Der blev landet godt 341.000 tons fisk, og selv om det er en lille tilbagegang i forhold til 2018, øgede havnen sin markedsandel fra 33,5 procent til 35,5 procent af den samlede mængde fisk landet i danske havne.
- Det viser igen, at vi har en attraktiv placering til fiskepladserne og de rette aftagere af fisken på havnen, så fiskerne kan få afsat deres landinger, siger Willy B. Hansen, administrerende direktør Skagen Havn.
Statistikken viser også, at 55 procent af de landede fisk kommer fra udenlandske fartøjer. Den største andel af de udenlandske landinger står de svenske fiskere for med 24 procent af landingerne, mens nordmændene står for 9 procent.
Da Skagen Havn i efteråret fremlagde statistik for første halvår af 2019, fremgik det, at havnen havde øget sin markedsandel fra 37,7 procent i samme periode 2018 til 42,6 procent. At tallet for hele 2019 viser en markedsandel på 35,5 procent er dog langt fra nogen overraskelse, påpeger driftschef Mikal Nielsen.
- Vi er altid stærkere i første halvår, fordi de fiskearter, vi især er stærke på, er fremherskende dér. Det gælder især sildelandinger, hvor vi har en markedsandel på næsten 100 procent, men også for eksempelvis tobis og brisling til FF Skagen, siger han til Food Supply.