23948sdkhjf

Presset kødselskab fordoblede overskuddet

Den fynske oksekødsvirksomhed BF-Oks er under pres, men hentede i regnskabsåret 2018/19 alligevel et af sine hidtil bedste resultater. Overskuddet landede på knap 1,9 millioner kroner, næsten en fordobling i forhold til året før, viser det netop offentliggjorte regnskab for perioden frem til 30. september.

Egenkapitalen er steget til næsten 8 millioner kroner fra 5,7 millioner året før.

BF-Oks, der især leverer forædlet kød og pålæg til blandt andet storkøkkener, restauranter og institutioner, fik i løbet af året udbygget sin markedsposition - på trods af, at markedsforholdene er udfordrede som følge af blandt andet vegetarbølgen, nævner ledelsen i sin beretning.

- I forhold til for nogle år siden køber den gennemsnitlige kunde nu 30 procent mindre kød. Det begyndte med madspildskampagnen, så kom det med CO2-udledning og vegetar-/veganerbølgen. Nu er der fuldt tryk på både CO2 og veganertingen, og vi er presset. Vi har jo de samme omkostninger til distribution og service, siger Michael Gertz.

- Alt sammen betyder det, at vi skal til at se på, om vi skal have nogle ekstra varer ud med bilerne. Vi tilbyder i forvejen også noget fisk, og det kan være, at vi skal gøre mere ud af det. Vi skal genopfinde os selv, tilføjer han.

Under alle omstændigheder er BF-Oks i fuld gang med at tilpasse sig de veganske markedsforhold: Virksomheden har det seneste halvandet års tid haft flere forskellige veganske fødevarer på paletten, ikke mindst pålægsprodukter.

Ny teknik måske en redning
Virksomheden i Hesselager er vant til at have sorte tal på bundlinjen, men måtte i 2016/17 notere sig et underskud på 2,9 millioner kroner. Det skyldtes ifølge Michael Gertz et skifte til en 100 procent edb-baseret lagerstyring, hvor der før blev brugt papir og kuglepen.

- Det betød, at vi totalt mistede overblikket, og der var kun én mulighed: At ansætte nogle flere folk. Men set i bakspejlet har den omlægning måske i virkeligheden sikret vores overlevelse, for nu bliver vi i branchen regnet for at være dem, der har bedst styr på arbejdsgange og leverancer.

- Vi har nu det fulde overblik og kan agere med det samme. Og jeg er hurtig til at opdage, når noget går den forkerte vej, fastslår Michael Gertz, som forventer et endnu bedre resultat i indeværende regnskabsår.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078