Fødevarebranchen skal redde eksporten
Den ny regering satser på fødevareområdet som en af Danmarks styrkepositioner i en øget satsning på eksporten.
Det fremgår af regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen”.
Her skriver S-R-SF-regeringen blandt andet:
”Dansk eksport skal igen op i gear. Danmark skal i højere grad satse på de nye vækstlande som Brasilien, Rusland, Indien og ikke mindst Kina (BRIK-landene), samt den næste bølge af vækstlande. Danske styrkepositioner skal markedsføres offensivt.”
Blandt styrkepositionerne nævnes blandt andet vandrensning, vedvarende energi, bioteknologi, energieffektivitet og velfærds- og sundhedsteknologi – samt altså fødevarer.
Blandt de konkrete initiativer tæller:
• Regeringen vil udarbejde konkrete og målrettede strategier for BRIK-landene, der omfatter alle relevante ministerier.
• Regeringen vil opprioritere eksportfremme og prioritere arbejdet på de danske ambassader med at udbrede kendskabet til danske produkter og øge danske markedsandele. De små- og mellemstore virksomheder vil være i fokus. Regeringen vil i sammenhæng hermed etablere one-stop-shops, som gør det mere enkelt at få overblik over udbudsopgaver især i BRIK-landene, få hjælp til eksportcertifikater og få generel rådgivning om eksportmuligheder.
• Regeringen vil arbejde for at tiltrække udenlandske investeringer til Danmark og yde mere målrettet rådgivning til udenlandske virksomheder, der ønsker at operere på det danske marked.
• Regeringen vil gå i front når det gælder danske virksomheders globale ansvarlighed over for arbejdstager- og menneskerettigheder, internationale miljøstandarder og kampen mod korruption.