23948sdkhjf

FDB's Grønne Idépris til Pig City

En ny type storlandbrug, der sammentænker globale klimaforandringer og lokale miljøproblemer med en bæredygtig fødevareproduktion, løber FDB’s Grønne Idépris.
Fredag d. 7. oktober blev FDB's Grønne Idépris uddelt ved en ceremoni i København. Prisen gik til Pig City, som er en ny type storlandbrug, der sammentænker globale klimaforandringer og lokale miljøproblemer med en bæredygtig fødevareproduktion.

Projektet fremsætter en lang række løsningsforslag for det industrialiserede storlandbrug, hvad angår miljø, arkitektur, dyrevelfærd og miljøteknologi.

Synergi mellem produktionerne
I Pig City kombineres en svineproduktion med et tomatgartneri, idet gartneriet kan udnytte overskydende varme, el, CO2 og næringsstoffer fra grisene.

Faktisk går der så meget energi til spilde fra svineproduktionen, at gartneriproduktionen fungerer helt uden at få tilført energi udefra. Der opstår således en synergi mellem de to produktioner – til gavn for både bedriftens nærmiljø, det globale klima og virksomhedens økonomi.

Pig City minimerer de høje klima- og miljøbelastninger forbundet med landbrugsdrift, ved en maksimal udnyttelse af de overskydende næringsstoffer fra svineproduktionen.

Et miljøproblem bliver en ressource
Grisenes gylle – et af Danmarks absolut største miljøproblemer – betragtes i Pig City som en ressource, der omhyggeligt udnyttes til at producere energi og gødning til tomatgartneriet i samme anlæg. Projektet viser således hvordan landbruget kan være en del af løsningen på det fossilfrie samfund.

Ud over at have fokus på at reducere landbrugets miljø- og klimapåvirkninger, er dyrevelfærd en central del af projektet. Anlægget rummer derfor også et slagteri, således at transporter af levende dyr helt kan undgås, og kødets kvalitet højnes som følge af at grisene ikke stresses umiddelbart før slagtning.

Produkterne fra Pig City vil være CO2 neutrale, og mange elementer fra den økologiske driftsform implementeres i både svinestald og tomatgartneri: grisene fodres med økologisk foder og alle dyr er løsgående.

Består af to bygninger
I tomatgartneriet vokser planterne i jord, der anvendes udelukkende organisk gødning og ingen pesticider. Der er således tale om en kobling af den økologiske og den konventionelle drift, med henblik på at optimere produktionen på det klima- og miljømæssige område.

Pig City består af to bygninger: en produktionsbygning og en miljøbygning. Produktionsbygningen er delt i to etager, med svineproduktionen i niveau 0 og tomatgartneriet i niveau 1.

Delingen er meget synlig og samtidig dét funktionelle træk, som tydeligst karakteriserer anlægget. I produktionsbygningens stueetage ligger svinestaldene som en stor, solid base for tomatgartneriet, der fremstår med en let og transparent glasfacade i hele bygningens udstrækning.

Fra et besøgsområde nær hovedindgangen får anlæggets gæster mulighed for at kigge både ind i gartneriet og ned til svinestalden via 5 runde ovenlys.

Miljøbygningen er udformet som et enkelt volumen, der åbner sig mod den terrasserede ankomstplads. Gennem den store glasfacade kan forbipasserende se en del af Pig City´s tekniske anlæg og installationer.

Referencer til gamle dage
Pig City bliver det første jordløse landbrug i Danmark.

Selvom denne nye produktionsform umiddelbart kan virke helt futuristisk, har Pig City mange referencer til de principper man drev landbrug efter i gamle dage: her var alle produktioner på samme gård nært forbundne, for at undgå at ressourcerne gik til spilde.

Fremtidens landbrug skal være lige så grundig i udnyttelsen af ressourcerne, for at sikre et landbrug i balance med naturens kredsløb.

Projektet støttes af Realdania. Pig City – der er ét af seks vinderprojekter fra Realdanias konkurrence 'Fremtidsgaarde' – er tegnet af Gottlieb Paludan i samarbejde med Ph.d. og arkitekt Nee Rentz-Petersen for bygherrerne Sørren Hansen og Mads Pedersen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073