Nye lokaler til AB Catering
Indvielsen af de ny lokaler i Slagelse kastede både grillede pølser og nyansættelser af sig.
- Vi er noget stolte af det, må vi sige. Vi undersøgte mulighederne for, om vi skulle flytte til Ringsted eller til en af vores andre filialer. Men da de her lokaler blev ledige, valgte vi at slå til og blive i Slagelse, siger direktør Tom Solberg om valget af de 7.500 kvadratmeter lokaler til Ugeavisen Slagelse.
De nye lokaler har da også allerede medført en øget opmærksomhed fra omgivelserne til glæde for direktøren, som sidste år blandt andet solgte 90 ton pølser – svarende til 3.000 om dagen.
Godt med nyansættelser
Virksomheden blev grundlagt i 1969 under navnet Erik Hjort Catering, og har siden da været drevet fra Rugvænget 3 i Slagelse.
Gennem de sidste mere end 40 år er det gået slag i slag for virksomheden, som har valgt at tage nye folk ind i forbindelse med flytningen.
- Vi har ansat et par nye medarbejdere - to fra lokalområdet og nogle, som vi har rekrutteret internt. Så det er bare rigtig godt, siger Tom Solberg.