23948sdkhjf

Food from Denmark: Nu bliver private label endnu større

Hvis man kan sige noget med relativt stor sikkerhed i forbindelse med coronakrisen, så er det, at den vil medføre et boost af private label-fødevarer, når det hele begynder at drive over. Det vil være slut med de helt dyre high end-produkter.

Det vurderer direktør og indehaver Karsten Nielsen hos Skanderborg-virksomheden Food from Denmark. der hjælper hovedsageligt små og mellemstore danske fødevareproducenter med at afsætte deres varer i udlandet.

- Der kommer en hverdag igen, men det bliver en hverdag, hvor forbrugerne vil gå efter lidt billigere fødevarer end hidtil. De dyre high end-varer, som vi jo er rigtig gode til i Danmark, vil blive beskåret benhårdt af indkøberne rundt omkring hos de store kæder. De vil se på pris-pris-pris, forudser Karsten Nielsen.

- Ikke på den måde, at alt nu bare skal være billigt. Men det bliver nok sådan, at de begynder at satse meget mere på private label for at få prisen lidt ned. Så danske virksomheder vil kunne få meget ud af at begynde at se mere på dét, med produkter i medium-kvalitet og lidt opad, tilføjer han.

Selv er Karsten Nielsen og Food from Denmark også særdeles påvirket af krisen. Direktøren må erkende, at han og de to medarbejdere lige nu ikke har meget af det normale arbejde med at forberede danske virksomheders deltagelse i diverse fødevaremesser i udlandet.

Mere markedsføring
- Vi sidder i bund og grund bare og kigger. Men lige i dag har vi lagt en ny strategi, der går ud på, at vi vil bruge noget mere energi på at markedsføre danske fødevarer, primært på LinkedIn. Vores LinkedIn-side har over 4.000 følgere, og mange af dem er internationale opkøbere. De kommer til at se det, fastslår han.

Food from Denmark havde indtil coronakrisen bragede løs forventet at skulle på seafood-messe i Bruxelles i slutningen af april og på private label-messen PLMA i Amsterdam 24.-25. maj. Begge messer er udskudt, PLMA til 2.-3. december.

- Vi havde 48 virksomheder tilmeldt PLMA, og kun en enkelt af dem har trukket stikket som følge af de nye datoer. Så det er dejligt, at virksomhederne stadig bakker op.

- Nu venter vi bare på, at det hele driver over, men det bliver nok først efter 1. august, at der for alvor bliver truffet beslutninger igen, forventer Karsten Nielsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078