Dan Duck slagter igen - men kun i to dage
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Ifølge Hardy Eskildsen har han 30 ansatte på arbejde, men kun fordi slagtningerne var planlagt før jul og derfor nødvendigvis skulle gennemføres nu. Direktøren regner med, at alle de nyslagtede ænder skal køres på fjernlager, for Dan Duck er fortsat ramt af den sag om en fejlagtig kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen, som kort før jul kastede slagteriet ud i en krise.
Hardy Eskildsen har ved flere lejligheder forklaret, at Dan Ducks salg er gået helt i stå som følge af rapporten, der blandt andet - fejlagtigt - beskrev, hvordan flere ansatte ikke vaskede hænder, inden de gik i produktionshallen.
- Vi har allerede været nødt til at køre 160 paller med ænder ud på et fjernlager. Det svarer til fire af de helt store sættevogne på en lastbil, som vi har fyldt op og fået på lager, fortæller han til Dagbladet Holstebro-Struer.
Dan Duck afventer ifølge avisen stadig en redegørelse fra fødevareminister Mogens Jensen (S) i sagen om kontrolrapporten.