Daka i Ortved lukker
27 ansatte står uden job i slutningen af januar, når Daka Bio-Industries lukker sin fabrik i Ortved.
Lukningen effektueres den 27. januar 2012, hvor firmaets 27 ansatte har sidste arbejdsdag.
Daka omdanner døde dyr og affaldsprodukter fra slagterier til kød- og benmel, men et fald i råvaretilførslen over de senere år får altså konsekvenser.
Faldet skyldes, at der slagtes færre svin i Danmark samt at slagterierne selv er blevet bedre til at udnytte en større del af svinekroppene.
Da lukningen har været længe undervejs, har medarbejderne haft mulighed for at søge ledige stillinger på Daka Bio-Industries’ fabrikker i Randers og på Bornholm, men det er der ikke nogen, der har ønsket.
Daka iværksætter derfor snarligt en kampagne for at få de mange smede, elektrikere, kedelbyggere og ufaglærte procesoperatører godt videre.
- Vi har nogle medarbejdere med gode kvalifikationer, som er blevet ufrivilligt ledige, og det vil være dejligt, hvis vi kan hjælpe dem videre, siger produktionsdirektør Karsten Sorth til DAGBLADET Ringsted.