Afvikling og it-system koster dyrt: Haarslev har nyt stort minus
Haarslev, den fynske producent af maskiner til behandling af kødaffald, havde også stort underskud i 2019 – det var tredje år i træk med ildrøde tal på bundlinjen. Det skriver Fyens.dk.
Denne gang lød underskuddet før skat på 85 mio. kr., hvilket dog var bedre end -181 mio. kr. året før.
Der var dog en klar forbedring på driftsresultatet, der steg med 67 mio. kr. til 124. mio. kr.
At det alligevel endte med et stort minus på bunden skyldes dels, at Haarslev Industries i løbet af regnskabsåret har afviklet et forretningsområde, der laver maskiner til miljøsektoren, og dels at man har udrullet nyt it-system i den danske del af koncernen.
Især sidstnævnte har trukket tænder ud, og det betød ifølge økonomidirektør Henrik Kofoed, at store dele af produktionen lå stille i januar og februar. Der var blandt andet problemer med at få arbejdstegninger frem til anlæggene, forsinkelser på levering til kunder, ligesom flere opgaver blev lagt ud til underleverandører.
- Vi var klar over udfordringerne, men de blev større, end vi havde håbet. Det er svært at forberede sig på, og reelt kunne vi ikke have undgået mange af følgerne, siger Henrik Kofoed til Fyens.dk.
Han glæder sig dog over fremgangen på driften, og forventer generelt at Haarslev Industries kommer ud af 2020 med et underskud, der er mindre end i 2019.
Originalartikel: https://fyens.dk/artikel/endnu-et-k%C3%A6mpeminus-i-stor-fynsk-koncern-ledelse-og-ejer-er-stadig-tilfreds
mio. kr. | 2019 | 2018 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 1.509,7 | 1.492,8 |
Bruttofortjeneste | 311,0 | 224,1 |
Resultat før skat | -84,9 | -181,1 |
Årets resultat | -172,5 | -200,8 |
Balancesum | 1.726,8 | 1.762,1 |
Egenkapital | 313,2 | 397,9 |
Antal ansatte | 1.011 | 1.091 |
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2019 |