23948sdkhjf

Tenax Sild tabte millioner på lagerbøvl

Tenax Sild med produktion i fynske Nyborg og nordjyske Ålbæk endte 2019 med et overskud på 8 millioner kroner - en fremgang på knap 1,2 millioner fra året før, og det bedste resultat siden 2015, hvor der stod 9,2 millioner på bundlinjen.

Alligevel betragter ledelsen resultatet som "mindre tilfredsstillende". Det skyldes ifølge direktør Anette Ladefoged kort og godt, at der var højere forventninger efter opkøbet af størstedelen af konkurrenten Launis i Nordjylland.

Tenax Sild købte i maj 2018 alle Launis' aktiviteter vedrørende sild, fiskefrikadeller, kaviar og paté. Dermed er 2019 det første hele regnskabsår efter fusionen, og det skulle have været en hel del tydeligere på bundlinjen, mener direktøren.

Når det ikke er tilfældet, skyldes det ifølge Anette Ladefoged især to ting.

For det første kostede det dyrt, at Tenax Sild i august sidste år outsourcede sine lagerfaciliteter, så alle produkter fra både Nyborg og Ålbæk blev flyttet til et fælles lager. Den disposition viste sig at være en fejl.

- Centrallageret skulle sørge for at levere varerne til vores kunder, så de var fri for at få leveret ad to omgange, når de bestilte fra både Nyborg og Ålbæk. Men det blev for stor en opgave, og vi kunne ikke være sikre på, at de rigtige varer blev leveret i de rette mængder. Og det turde vi ikke at risikere op til julehandlen, så derfor besluttede vi efter en måneds tid at etablere vores egne lagre igen, fortæller Anette Ladefoged.

Hun tilføjer, at selve flytningen af lageret kostede omkring en million kroner, men at hele affæren kostede Tenax flere millioner. Ikke mindst fordi Anette Ladefogeds virksomhed skulle betale sine kunder godtgørelse for manglende leverancer.

Indkøringsvanskeligheder

For det andet er det slået ud på bundlinjen, at fusionen med Launis ikke er gået helt så smertefrit som forventet.

- Det har taget længere tid, end vi havde troet, at få produktionen op at køre optimalt. Vi flyttede jo rundt på nogle af produktionerne, og det viste sig, at man ikke bare kunne flytte maskinerne uden en del indkøringsvanskeligheder, nævner Anette Ladefoged.

De vanskeligheder er nu ved at være ryddet af vejen, men til gengæld må direktøren se i øjnene, at også Tenax er corono-udfordret vedrørende 2020-regnskabet.

- Ja, vi er desværre ramt på den del. Vi har jo en del salg til hoteller, restauranter og kantiner, og det er faldet. Coronakrisen er også gået ud over vores eksport, både fordi foodservicesektoren også er i krise i udlandet, og fordi det nogle steder er næsten umuligt at få varerne frem.

- Desuden har nogle kunder svært ved at betale regningerne, så dér holder vi lidt igen med at levere, siger Anette Ladefoged.

- Er det så slemt, at du kan frygte et underskud i 2020?

- Det vil afhænge meget af julehandelen - om tingene for alvor er oppe at køre igen omkring juletid, lyder svaret.

Under alle omstændigheder regner Anette Ladefoged med, at Tenax Sild snart igen har outsourcet sin lagerfunktion til en ny samarbejdspartner.

- Jeg tror stadig, at et centrallager er den rigtige løsning, siger hun.

Lykkeberg er på sporet
Tenax Sild overtog i begyndelsen af 2015 en anden konkurrent, Lykkeberg, og heller ikke det opkøb gav til at begynde med de ønskede resultater. Lykkeberg-overtagelsen var således ifølge Tenax en hovedårsag til, at overskuddet i 2016 dykkede fra 9,2 til 1,4 millioner kroner - blandt andet fordi der var en række engangsomkostninger til relancering og styrkelse af hele Lykkeberg-brandet.

- Men det går rigtig godt nu. Det er kørt ind, og det fungerer. Og det kommer sammenlægningen med Launis også til at gøre i 2020, fastslår Anette Ladefoged, som kan notere sig, at Tenax Silds bruttofortjeneste sidste år steg med 10 millioner til 78 millioner kroner.

i forbindelse med Tenax' fusion med Launis fik Launis-ejer Gert Nielsen en ejerandel på 24 % og en bestyrelsespost i Tenax Sild. Fusionen betød, at produktionen af fiskefrikadeller og stegte sild stoppede i Nyborg og blev flyttet til Ålbæk. Til gengæld blev produktionen af sild i hele fileter sendt fra Ålbæk til Nyborg.

Omrokeringerne betød også, at den ene af Tenax Silds to fabrikker i Nyborg - den, der producerede fiskefrikadeller - blev lukket i oktober sidste år.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125