Supermarkeder i Kina åbner for danske leverandører
Stadig flere internationale supermarkedskæder intensiverer deres tilstedeværelse på det kinesiske marked, og det åbner i høj grad op for danske fødevareleverandører.
Set i det lys er det en glædelig nyhed, at det kinesiske marked i stigende grad åbner op for import af danske fødevarer.
Adgangsmulighed for danske fødevarer
På det seneste er store supermarkedskæder som Walmart og Carrefour begyndt at skyde frem på det kinesiske marked og sammen med europæiske fødevarers generelt gode rygte, gør det dansk eksport mere sandsynlig.
- Gennem de internationale supermarkedskæder kan danske fødevarer få adgang til det store kinesiske marked. Vi har oplevet en stigende interesse for danske fødevarer og har på nuværende tidspunkt tre danske fødevarevirksomheder siddende på vores kontor i Shanghai, siger Glen Mikkelsen, Managing Director for DI-AsiaBase i Kina.
Muligt at få kinesisk hjælp
I forvejen er store danske virksomheder som Arla, Carlsberg og Danish Crown repræsenteret på det kinesiske marked, men også mellemstore virksomheder får nu muligheden for at tage et skridt mod øst.
DI-AsiaBase har således etableret muligheden for, at danske virksomheder kan gå sammen om at få en kinesiske channel manager, som så vil fungere som bindeled mellem den danske virksomhed og det kinesiske marked.
Høj fødevaresikkerhed
Interessen går dog ikke kun den ene vej, for kineserne er også interesserede i de danske fødevarer, som generelt har et godt rygte.
De seneste års fødevareskandaler, som eksempelvis mælkeskandalen i 2008 hvor iblandet melamine dræbte 6 børn og 300.000 blev syge, har forstærket opmærksomheden på fødevaresikkerhed.
Grundet striks lovgivning i de vestlige lande anses importerede fødevarer for at være sikre, og derfor forudser industrianalytikere, at det kinesiske marked for importerede fødevarer vil blive verdens største i 2018.
Fakta: DI-AsiaBase
DI-Asia Base er en del af DIBD – den internationale business development afdeling under erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen DI. Med kontorer i København, Shanghai, Xuzhou, Moskva, Mumbai og New York hjælper DIBD danske virksomheder ind på nye markeder. www.dibd.dk
Få mere at vide om, hvordan DI kan hjælpe din virksomhed igang på det kinesiske fødevaremarked
Kontakt Managing Director Glen Mikkelsen, +86-139 17 78 40 76, glmi@diab.cn eller Operations Manager Peter Tabor, +86-138 16 33 20 57, peta@diab.cn
Fakta: Det kinesiske marked
Privatforbruget i Kina står til næsten en fordobling i 2015, hvor det forventes at ramme 23,8 billioner DKK. Dog er det ikke de veludviklede storbyer som Beijing, Suzhou og Shanghai alene, der står for den massive vækst.
I 2010 voksede det samlede detailsalg af forbrugsvarer i kinesiske supermarkeder og varehuse med imponerende 29,89 procent. Og analyser viser, at allerede nu bliver 60 procent af alle forbrugsvarer på det kinesiske marked solgt i en gruppe af byer kaldet ”tier” 3 og 4 byer. Dette er vel at mærke før væksten i disse byer for alvor er gået i gang. Gruppen består af 622 byer, som rangerer under de 15 mest udviklede byer.
Byerne i Kina bliver delt op i grupper efter nogle kriterier; størrelse, økonomi, vækst og industrialisering. Disse grupper bliver kaldt tiers, hvor 1 refererer til de mest veludviklede byer.
For at udvikle deres forretning i Kina investerer internationale supermarkedskæder i en ekspansion ud i disse ukendte og voksende byer. Ekspansionen kan bl.a. understreges ved, at Walmart har 234 butikker i 3. og 4. tier byerne og Carrefour har søsat en ny Kina-strategi med fokus på netop disse byer.
Xuzhou, en 3. tier city med det hele
Xuzhou, hvor DI tidligere på året etablerede et kontor, er med en eksplosiv vækst med hele 23 procent i 2010 et godt eksempel på en tier 3 by. Byen er et eksempel på, hvordan de store internationale kæder penetrerer dagligvaremarkedet i de hurtigt voksende tier 3 og 4 byer - I byen findes Walmart, Carrefour, Watson fra Hong Kong, RT Mart, et fransk/taiwanesisk samarbejde, ydermere er tyske Metro ved at opføre et varehus.