Forbrugertilliden atter faldende
Forbrugerne ser ikke lyst på hverken den nuværende eller kommende økonomiske situation.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som placerer den såkaldte forbrugertillidsindikator for november på -9,2.
Indikatoren har dermed været negativ og faldende siden juli efter en periode fra starten af 2010 og halvandet år frem, hvor den egentlig lå meget stabilt på et positivt niveau.
![]() |
Også de øvrige indikatorer viser, at pessimismen trives.
Danmarks Statistik ridser undersøgelsen op med bl.a. disse hovedpunkter:
• Forbrugerne vurderer, at både familiens og Danmarks økonomiske situation i dag er dårligere end for et år siden – indikatorerne er hhv. -6,0 og -21,0. Gennemsnittet for disse indikatorer er for det seneste halve år hhv. -2,1 og -13,8,
• Forbrugerne forventer, at Danmarks økonomiske situation vil være dårligere om et år, end den er i dag – indikatoren er -11,6. Gennemsnittet for denne indikator er for det seneste halve år 1,8.
• Forbrugerne forventer derimod, at familiens økonomiske situation vil være bedre om et år, end den er i dag – indikatoren er 1,8. Gennemsnittet for denne indikator er for det seneste halve år 7,7.
• Forbrugerne forventer stigende arbejdsløshed inden for det næste år
• Forbrugerne forventer for fjerde måned i træk, at arbejdsløsheden vil være steget om et år sammenlignet med i dag.
Kilde: Danmarks Statistik