23948sdkhjf

NFC-supermarkeder klar til at åbne i Danmark

NFC Danmark er så langt fremme med den teknologiske udvikling, at de første supermarkeder med NFC-betaling er klar til at åbne i det nye år.
Firmaet NFC Danmark er nu så langt fremme med den teknologiske udvikling, at man i samarbejde med netsupermarkedet Nemlig.com er klar til at slå de virtuelle døre op for verdens første NFC-supermarkeder i Danmark i det nye år.

NFC – der står for ”Near field communication” og kan oversættes til nærfelts-kommunikation – er en teknologi til tovejskommunikation på kort afstand, som åbner op for en lang række af muligheder.

På metrostationer og CBS
En af disse er altså at handle ind på en måde, hvor billeder udgør supermarkedets sortiment, mens mobiltelefonen er indkøbskurv.

NFC Danmark vil i første omgang lancere NFC-supermarkederne på metrostationer i København samt Handelshøjskolen i København, CBS.

- I princippet kan hele København dog dækkes af når som helst, siger adm. direktør i NFC Danmark, Søren Kragh, til Food Supply.

Forudser eksplosiv udvikling
Han tør ikke at sætte en præcis dato på lanceringen, da de endelige partnerskabsaftaler endnu ikke er på plads.

Til gengæld er det planen at afholde et kick off-arrangement i løbet af det første kvartal af 2012.

Endnu er det kun et mindretal, som overhovedet råder over teknologien til at handle ind i NFC-supermarkederne, men Søren Kragh forudser en eksplosiv vækst inden for få år.

- Jeg anslår at 1-2 procent af de danske smartphones har NFC pt., men dette vokser voldsomt de næste to år. Fra februar vil alle danske operatører som f.eks. TELIA og TDC dog implementere NFC i alle nye SIM kort, og dermed gør de for NFC, hvad man kan sige iPhones gjorde for smartphones.

Andre vilkår uden for København
Når først teknologien er udbredt, ser Søren Kragh ingen øvre grænser for, hvad man kan bruge NFC til i dagligdagen.

- Jeg kan ikke se nogen begrænsninger. Man kan gøre meget teknisk så der ingen problemer er. For eksempel kører vi SMS-automatkøb og så videre på Roskilde Festival uden problemer. Det handler mest af alt om at anvende den rette teknik og at optimere nettet, fastslår han.

På samme måde kan også resten af landet med tiden se frem til at handle ind gennem NFC-supermarkeder, selv om de første ”butikker” åbnes i København.

- Leveringer i resten af landet kommer helt an på vilkår og så videre, men det er principielt muligt med det samme. Det vil dog være under noget andre vilkår, end det vil være i København, så et "best case" set-up ligger noget tid fremme efter min mening, siger Søren Kragh.

Fakta: NFC
Operativsystemer som Android, Bada, Blackberry og Symbian understøtter efterhånden TFC, og det forventes, at Apple tilføjer understøttelse for iOS næste år.

HTC, Nokia og Samsung har allerede lanceret smartphones med NFC.

Det ventes, at mere end 50 procent af alle smartphones er udstyret på NFC om 2-3 år. (Kilde: Digitimes)
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085