Nyt fra bestyrelser og direktionsgange
Se hvilke virksomheder med relation til fødevareindustrien, der melder om udskiftninger i bestyrelse eller på ledende poster i denne uge.
Alf Benedikt Zips er udnævnt til bestyrelsesformand for Baumer A/S i stedet for Axel Vietze (kilde: Biq.dk).
Baumer A/S er en del af Baumer Group, der er en international producent af sensorer og sensor-løsninger.
Danish Crown
Niels Mikkelsen fratræder den 22. december som formand for bestyrelsen hos Danish Crown og Vestjyske Slagterier. I stedet ventes den nuværende næstformand Erik Bredholt at blive valgt som ny formand.
Læs mere om bestyrelsesrokaden her
Dansk Erhverv
Bo Sandberg er udnævnt til cheføkonom hos Dansk Erhverv (kilde: Jyllands-Posten).
Dansk Erhverv er en erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening, der repræsenterer 20.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer inden for handel, rådgivning og videnservice, oplevelse og velfærd og transport.
DLG
Vagn Hundebøll har overtaget jobbet som produktionsdirektør hos DLG – Dansk Landbrugs Grovvareselskab, efter Flemming Møgelmose, der er gået på pension (kilde: Børsen).
DLG-koncernen er et af Europas største landbrugsselskaber og har i dag ca. 28.000 danske landmænd som ejere. Koncernens aktiviteter omfatter ud over grovvarer også grøntsager til catering og detailhandel, elhandel, telekommunikation, salg af potteplanter m.m.
Erhvervsstyrelsen
Betina Hagerup er blevet udnævnt til direktør for Erhvervsstyrelsen. Erhvervsstyrelsen etableres i regi af Erhvervs- og Vækstministeriet pr. 1. januar 2012 ved en sammenlægning af den nuværende Erhvervs- og Selskabsstyrelse, Erhvervs- og Byggestyrelse samt en væsentlig del af den tidligere IT- og Telestyrelse.
Just-Eat
Mads Neble er blevet ansat som marketingdirektør hos Just-Eat (kilde: Børsen).
Konzept Food ApS
Kenneth Schwaner-Hansen har overtaget selskabet Konzept Food ApS og er selv indtrådt som direktør i selskabet.
Konzept Food, som så dagens lys i 2009, specialiserer sig især inden for pizza og pasta med Lalandia, BonBon Land og en række festivaler som kunder.
Læs mere om Kenneth Schwaner-Hansen og Konzept Food her
Løgismose Production A/S
Steen Aalund Olsen er indtrådt i bestyrelsen hos Løgismose Production A/S i stedet for Christian Grønlykke (kilde: Biq.dk).
Løgismose producerer og importerer fødevarer som blandt andet distribueres gennem Netto.
R. Færch Plast A/S
Michael Grundt Gotfredsen er udtrådt af direktionen hos R. Færch Plast A/S (kilde: Biq.dk).
Færch Plast leverer emballage til fødevareindustrien.
Royal Unibrew
Lars Jensen, koncernfinanschef og underdirektør, er udnævnt til ny økonomidirektør i Royal Unibrew. Han afløser Peter Ryttergaard, som har været økonomidirektør i Royal Unibrew siden 2010.
Læs mere om skiftet i Royal Unibrews direktion her