Harboe: Afgifter sætter indtjeningen under pres
Trods vækst i et udfordrende marked nedjusterer bryggerikoncernen sine forventninger til helåret grundet krise, hård konkurrence og frygt for øgede danske afgifter.
Den økonomiske udvikling, stigende råvarepriser, mere intensiv konkurrence kombineret med en aktuel risiko for nye danske afgifter er ifølge bryggeri-koncernen faktorer, der alle sætter øget pres på indtjeningen. Og det er altså med den begrundelse, at bryggeriet har valgt at nedjustere.
- Det er positivt at se, at vores intensive fokus på høj kvalitet, udvikling af nye stærke produkter og fleksible emballageløsninger kan skabe vækst i et ellers ganske udfordrende marked. Vores internationale fokus og målrettede indsats for at udnytte et attraktivt markedspotentiale i vækstregioner uden for Nordeuropa bidrager i stadig stigende omfang til koncernens resultater, lyder kommentaren fra adm. direktør Bernhard Griese og fortsætter:
- Vi arbejder systematisk på at fastholde den solide position, vi har etableret på det nordeuropæiske marked, og samtidig styrke vores eksponering mod vækstmarkeder, hvor Harboes innovative og målrettede produktsortiment kan markedsføres i mindre prisfølsomme segmenter.
I årets første halvår præsenterer Harboe en EBITDA på 83,9 mio. kr. mod 117,8 mio. kr. i samme periode sidste år. I samme periode er koncernresultatet før skat gået fra 52,1 mio. kr. i 2010 til 38,9 mio. kr. i indeværende år.