23948sdkhjf

Kathrine Andersen Chokolade med hidtil uset vækst

Mens indehaveren af Kathrine Andersen Chokolade i Aarhus, Jakob Skovsgaard, er godt i gang med at hyre 10 nye medarbejdere til virksomhedens bageri, kan han konstatere, at det ikke kun er småkagerne, der nu for alvor rykker. Også efterspørgslen på chokolade er igen ved at være oppe i højt gear, efter at fabrikken lå næsten stille hen i begyndelsen af coronakrisen.

- Det, der i foråret så ud til at blive et markant dyk, er nu vendt til en vækst, der ikke hidtil er set i de 13 år, jeg har ejet virksomheden, konstaterer Jakob Skovsgaard.

Han og revisoren er ved at lægge sidste hånd på 2019/20-regnskabet, som går til 30. juni, og Jakob Skovsgaard tror trods alt på, at det ender med et lille overskud. Og så er der lagt op til et langt bedre resultat i indeværende regnskabsår.

- Jeg håber på, at vi kan fordoble produktionen i bageriet, siger direktøren, som af samme grund udvider virksomhedens medarbejderantal fra 10 til 20.

Kathrine Andersen Chokolade måtte i foråret sende de fleste ansatte hjem med lønkompensation fra staten. Tilbage var kun en enkelt mand i produktionen, en i pakkeriet og et par stykker i administrationen. Ingen blev fyret, og nu kommer der altså masser af forstærkning.

- Vi oplevede, at vores kunder inden for hotel- og restaurationsbranchen blev så hårdt ramt, at omsætningen i det ellers så centrale forretningsben var så godt som ikke-eksisterende fra den ene til den anden dag, fortæller Jakob Skovsgaard.

- Uvurderlig styrke
Han fremhæver, at det har vist sig at være en uvurderlig styrke, at virksomheden har en meget bred kundesammensætning. Den rummer alt fra små delikatessebutikker til store handelsvirksomheder, som både bliver serviceret med brandet ”Kathrine Andersen Chokolade” og forskellige private label-produkter inden for snack, chokolade og kage.

- Det kræver stor fleksibilitet at kunne håndtere både små specialproduktioner og de helt store produktionslinjer. Og netop det har været nøglen for os til at komme styrket igennem en svær tid.

- Vi har oplevet, at kunderne har været afventende hen over sommeren, men nu står de i kø for både at få udviklet nye produkter og få forhøjet produktionsvolumen. Det gælder produkter inden for både chokolade, snacks og kager. Særligt sidstnævnte har taget et betragteligt spring, da virksomhedens nye bageri netop var blevet etableret, da corona ramte tilbage i marts, siger direktøren.

Han tilføjer, at den kommende tid også byder på mange nye, spændende produkter, som Kathrine Andersen Chokolade har udviklet i tæt samarbejde med kunderne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078