Nordjysk vinvirksomhed sælger verdens dyreste flaske
Flasken - en seks-liters Romanée-Conti fra 1999 - har Rare Wine købt af en privat investor i Hong Kong, og firmaet forventer også, at den næste køber skal findes i Asien.
- Det er sådan en drengedrøm, der ligesom er gået i opfyldelse. Det er det vildeste inden for vinverdenen. Det er jo et parcelhus mange steder i Danmark, man står med her. Så det er jo abnormt mange penge, siger Rare Wine-direktør Rasmus Nielsen til tv-stationen. Han konstaterer også, at "det er vinens Mona Lisa, vi står med".
Rare Wine-koncernen handler både med dyre vine og investerer i sjældne flasker på vegne af investeringskunder. På det topsikrede lager i Vester Hassing ligger der i øjeblikket vin for næsten en halv milliard kroner, nævner TV2 Nord.