Kaffe-kroner til den tredje verden
Peter Larsen Kaffe har indgået et tre-årigt samarbejde med UNICEF, hvor en del af indtægterne fra kaffefirmaets økologiske kaffeblandinger i Danmark går til børneorganisationens arbejde med at skaffe rent vand til børn i den tredje verden.
- Vi kan allerede nu konstatere, at danskerne tager godt imod initiativet. Både forhandlere og forbrugere viser overvældende imødekommenhed og interesse. Vores projekt ‘køb kaffe som hjælper børn med at overleve’ har fået meget stor synlighed i butikkerne,’ beretter direktør for kaffefirmaet, Claus Bertelsen.
Kaffen rives væk
Han har i øjeblikket travlt med at genoptrykke reklamemateriale og foldere, da første oplag blev revet væk på rekordtid.
- Den store interesse betyder, at vi kan fastholde vores forventninger i et ellers tilbageholdende marked. Forbrugerne har taget budskabet til sig, og vælger kaffen med UNICEF mærket på supermarkedets hylder. Det er meget glædeligt, siger Claus Bertelsen, og henviser til, at succesen i Danmark gør hverdagen lettere for børn rundt i verden.
24 mio. liter rent drikkevand
Samarbejdet med UNICEF strækker sig foreløbig 3 år frem og sikrer børneorganisationen del i Peter Larsens Kaffes indtægter på udvalgte kaffeblandinger.
- At vi allerede nu kan se effekten af vores samarbejde, er særdeles positivt og skaber optimisme for vores kommende aktiviteter. Vi forventer, at kampagnen samlet set vil bidrage med ca. 24 mio. liter rent vand. Det gør en forskel og bekræfter vores grundtanke om, at alle kan være med til at bidrage, konstaterer Claus Bertelsen.