Farvel til Munkebo Kro
Den erfarne og præmierede kok Thomas Pasfall forlader i sensommeren 2012 Munkebo Kro for at søge nye gastronomiske udfordringer.
- Det har været en fantastisk tid på Munkebo Kro, men nu er tiden inde til at søge nye gastronomiske udfordringer, så jeg og min kone Annesofie har besluttet at stoppe efter sommersæsonen 2012, lyder det fra køkkenchef og restauratør på Munkebo Kro, Thomas Pasfall.
Fyn er stadig i fokus
Fyn har altid fyldt meget i Thomas Pasfalls kokkehjerte, og han har i mange år været en af de helt store fortalere for fynske råvarer, lige som han igennem årene har lagt stor vægt på, at udbrede glæden ved gode produkter og råvarekvalitet til sine medarbejdere og gæster.
- Mit hjerte brænder for Fyn og fynske råvarer og jeg er 99 % sikker på, at mit næste større projekt også vil være her på øen, siger Thomas Pasfall, der selv har gjort sit til, at Fyn også har en plads på det gastronomiske landkort, ved blandt andet at få Munkebo Kro kåret som ”Årets Restaurant” i Den Danske Spiseguide i 2004.
Thomas Pasfall Collection fortsætter
Thomas har sideløbende med Munkebo Kro været engageret i sin catering-forretning, Thomas Pasfall Cantine på havnen i Odense og hans populære kokkeskole, der giver private mulighed for, at trække på køkkenchefens store gastronomiske erfaring med efterfølgende vinsmagning. Catering og kokkeskole vil fremadrettet blive kørt fra Thomas Pasfall Cantine og Holckenhavn Slot.
Fakta
Thomas Pasfall blev uddannet kok i 1991 og uddannet tjener og vintjener i 1993. I 1994 var han kok på Kongeskibet Dannebrog. Før overtagelsen af Munkebo Kro var Thomas Pasfall Køkkenchef på Restaurant Gråanden i Frederikshavn, hvor han var med til at rette madpressens opmærksomhed mod toppen af Jylland. I 2000 blev han kåret til ”Årets Kok”, og i 2001 forpagtede Annesofie og Thomas Pasfall Munkebo Kro af Ludwig Brechmann fra Friday Food. Munkebo Kro blev ”Årets Restaurant” i Den Danske Spiseguide i 2004. Thomas Pasfall har siden han var først i 20’erne, dannet par med Annesofie såvel professionelt som privat. De to har sammen pigerne, Nicoline (10 år) og Caroline (11 år).