Madmarked konkurs, men restauratører nægter at rømme stedet
Selskabet bag det fire år gamle Aarhus Central Food Market er under konkursbehandling, men en stribe stadeholdere kræver erstatning og nægter at flytte deres udstyr ud af de nu lukkede og låste lokaler midt i Aarhus.
Det skriver Jyllands-Posten.
Bag Aarhus Central Food Market står den tidligere ejer af vasevirksomheden Kähler, Frantz Longhi, som ifølge avisen længe har været på kant med flere af stadeholderne. Konflikten bunder i, at stadeholderne i juni blev opsagt med virkning pr. 1. oktober, idet Frantz Longhi ønskede at drive stedet kun med egne spisesteder.
Stadeholderne mener, at de har krav på erstatning, og gik til fogedretten, som endnu ikke har afgjort sagen - en sag, som yderligere kompliceres af, at det oprindelige selskab bag lejekontrakten nu er afløst af et nyt Frantz Longhi-selskab.
- Boderne kæmper videre. Vi flytter ikke uden erstatning. Vi har tre gange på skrift indkaldt Frantz Longhi til en samtale i håb om at finde en ordentlig løsning. For hver dag dørene holdes låst, bliver vores erstatningskrav større. Det drejer sig dagligt om 3.000-4.000 kroner pr. bod, siger Peter Kolos Stagetorn, der står bag burgerboden Hungry Dane, til Jyllands-Posten.
Avisen er ikke lykkedes med at få en kommentar fra Frantz Longhi. I en pressemeddelelse har han dog oplyst, at hans koncern de seneste fire år har brugt næsten 20 millioner kroner på at holde madmarkedet åbent.