Kartoffelmelskoncern rundede to milliarder
Kartoffelmelskoncernen KMC rundede i det seneste regnskabsår for første gang en omsætning på to milliarder kroner.
Mere præcist blev omsætningen på 2,081 milliarder kroner, en stigning på 23 procent fra året før.
Bundlinjen fulgte med op, så resultatet før skat for 2019/20 landede på godt 215 millioner kroner, 31 procent mere end de knap 164 millioner, KMC tjente året før.
Tallene fremgår af en pressemeddelelse fra KMC, der udvikler og sælger kartoffelprodukter for de tre jyske kartoffelmelsfabrikker i Brande, Toftlund og Karup.
På KMC's generalforsamling fredag konstaterede formand Peter C. Petersen, at resultatet er opnået blandt andet igennem en kombination af større volumen, gode verdensmarkedspriser og et fortsat fokus på forædlede produkter.