Agro Food Park indvier 6.000 nye kvadratmeter
6.000 kvadratmeter nybyggeri udlejet på rekordtid og en markant udvidelse inden for nær fremtid. Det er nutid for Agro Food Park i Skejby.
- Interessen for at blive beboer i det nye hus har været overvældende, hvorfor vi har udarbejdet en masterplan, der sikrer de optimale rammer for en markant udvidelse af Agro Food Park i de kommende år. Det er en stærk indikation af, at fødevare- og landbrugserhvervene er enige i vores vision, siger Jan Mousing, der også glæder sig over stor opbakning til Agro Food Park fra Aarhus Kommune og en række af landets store virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
Nyskabelser præsenteres
Indvielsen markeres med en event for indbudte gæster med oplægsholdere fra ind- og udland. Omdrejningspunktet er fødevarer, smagsoplevelser og madkultur i bredeste forstand, og de nye beboere fortæller og demonstrerer, hvad de arbejder med.
Samtidig præsenteres spændende nyskabelser fra fødevarebranchen.
Der vil blandt andet blive opstillet en mini-udgave af Tangkrogen i Aarhus – her vil Food Organisation of Denmark vise, hvordan Tangkrogen kommer til at se ud, når der i september holdes Food Festival Aarhus 2012. Festivalen bliver Nordens største og henvender sig til både forbrugere og erhvervsliv. Arrangørerne forventer mindst 25.000 gæster.
Madkulturen, Danmarks nye madeksperimentarium, vil via en Development Dinner sætte spot på det markedsmæssige potentiale i at udvikle det nye nordiske køkken til et bredere koncept.
En række af Fødevaredanmarks nøglepersoner diskuterer det nye nordiske køkkens bæredygtighed og holdbarhed, mens de nyder smagsprøver skabt af kokken og food stylisten Thorsten Schmidt fra Malling & Schmidt.
Andet og mere end fødevarer
Kopenhagen Fur, der også flytter ind i Agro Food Park, vil på dagen vise vejen fra rå minkskind over garvede skind til det færdige pelsværk – og der vil på et modeshow blive vist pelse fra Kopenhagen Studio og Ole B. Christensen.
Dagen igennem er der Speakers’ Corner med oplæg om en række aktuelle emner inden for fødevarer, landbrug og innovation. I alt 12 markante personligheder optræder på Speakers’ Corner.
Ved indvielsen afsløres en skulptur skabt af kunstneren Steffen Tast. Skulpturen er skænket af Nykredits Fond. Maleren Jacob Herskind foreviger dagen, en aktivitet der er sponseret af Fællesfonden.
Agro Food Park 13 indvies den 18. januar 2012 kl. 12.15-17.