23948sdkhjf

Danskerne ønsker økologi i det offentlige

Syv af ti danskere bakker op om regeringens ambitioner om at indføre mere økologi i de offentlige køkkener.
Hver dag bliver der serveret 500.000 offentlige måltider og 60 procent af maden i disse skal være økologisk inden 2020, mener regeringen.

Den ambition bakkes op af danskerne: 52 procent mener, at forslaget generelt er en god idé, mens andelen stiger til 72 procent, hvis det er muligt at gennemføre uden at overskride de nuværende budgetter.

Det viser en repræsentativ ny undersøgelse, som A&B Analyse har lavet for Økologisk Landsforening med flere end 1.200 adspurgte.

Fire nøgler til mere økologi
I den netop vedtagne finanslov for 2012 har regeringen afsat 8 mio. kr. i både 2012 og 2013 til yderligere omstilling af offentlige køkkener til økologi , men faktisk behøver det ikke medføre ekstra udgifter.

Det viser erfaringerne fra Københavns Kommune, som i dag har en økologisk andel på hele 70 procent af al den mad, der serveres i det offentlige.

Nøglerne til at indføre mere økologi uden at overskride budgetterne er, at man:
• begrænser madspild
• køber sæsonens råvarer
• laver maden fra bunden
• bruger mere grønt og mindre kød

- Det er meget positivt, at så stor en del af den danske befolkning bakker op om økologi i det offentlige. Økologisk mad i offentlige køkkener er en win-win-win løsning: sundere mad og bedre måltider, vækst i økologisk produktion, samt beskyttelse af vores natur og drikkevandsressourcer. Der er tale om en markant øget service og effektivitet i den offentlige sektor, fordi maden bliver både sundere og grønnere uden meromkostning i drift, siger Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening.

Også fødevareminister Mette Gjerskov (S) glæder sig over tallene:

- Hvis vi får mere økologi i det offentlige, vil det drive efterspørgslen efter økologiske varer, som allerede i disse år slår rekorder. Økologi gavner natur og rent drikkevand. Men det handler også om at reducere madspild og om at sætte fokus på fagligheden i køkkenerne og øge arbejdsglæden blandt køkkenpersonalet, siger hun.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08