23948sdkhjf

Tvivl om svenske dagligvarepriser

Dansk Erhverv sår tvivl om gratisavisen 24timers sammenligning af dagligvarepriserne i henholdsvis Danmark og Sverige.
”Du kan spare en formue på dagligvarer i Sverige”.

Sådan lyder overskriften på en artikel fra 24timer i dag, hvor gratisavisen har sammenlignet prisen på en række dagligvarer i et udvalgt svensk varehus med BILKA.

Konklusionen er, at man kan spare godt halvdelen af sine penge ved at lægge indkøbene på den svenske side af grænsen.

Danmark billigere end Sverige
Men så simpelt kan regnestykket ikke opstilles. Det mener Geert Laier Christensen, der er analysechef i Dansk Erhverv.

- De priser, som 24timer har indsamlet, siger intet om de generelle prisforskelle i detailhandlen i Sverige og Danmark. 24timer har fundet de svenske priser i et helt særligt supermarked 200 kilometer fra København, men sammenligner man generelt den svenske detailhandel med den danske, er priserne i Danmark faktisk billigere, siger han.

Faktisk taler konklusionen i 24timer stik imod fakta, mener Geert Laier Christensen.

- En netop offentliggjort analyse fra analyseinstituttet Nielsen viser, at hvis man sammenligner alle dagligvarepriser gennem et halvt år i Danmark og Sverige, så er de svenske priser dyrere end de danske. Analysen er i modsætning til 24timers sammenligning baseret på de faktiske priser med varierende tilbud og på hele sortimentet, og viser altså et helt anderledes resultat end de mere eller mindre tilfældige varer, som 24timer har valgt at sammenligne.

Æbler og meloner
Endelig er forudsætningerne for at sammenligne priser i Danmark og Sverige vidt forskellige.

- 24timers sammenligning tager ikke højde for, at Sverige har en fødevaremoms på 12 procent, mens Danmark har en moms på 25 procent, og at der er flere og langt højere afgifter i Danmark end i Sverige. Det er lidt det samme som at sammenligne æbler og meloner, siger Geert Laier Christensen.

Hans konklusion er derfor en anden end gratisavisens.

- Det eneste, 24timers undersøgelse viser er, at forbrugere i både Danmark og Sverige kan købe billigt ind, hvis de kigger efter de gode tilbud. Og det er der vel ikke noget overraskende i, siger Geert Laier Christensen.

24timers journalist Christian Kloster afviser på det klareste kritikken med henvisning til at sammenligningsgrundlaget er i orden, hvilket også Forbrugerrådet, som har set talmaterialet, har udtalt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11