Mød dansk økologi i Tyskland og Herning
Danmark er en af frontløberne indenfor økologi. Det passer fint med vores satsning på kvalitet og nye grønne løsninger, som vi gerne vil være kendte for i udlandet, skriver Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr.

Regeringen bakker op om at udvikle den økologiske eksport. Regeringen er i gang med en ny eksportstrategi for økologi, og har afsat i alt 20 millioner kroner på finansloven i de kommende to år til at videreudvikle eksporten. Det skal blandt andet ske gennem branding i internationale medier og ved at hjælpe danske virksomheder med eksport og direkte fremstød i udenlandske kæder. Økologisk Landsforening og de danske, økologiske virksomheder har sammen med Eksportrådet i mange år vist vejen til eksport til nærmarkederne, for eksempel gennem deltagelse i vigtige fødevaremesser som verdens største økologiske messe Biofach i Tyskland.
Aktivitet lige uden for hoveddøren
Messen afholdes i Nürnberg den 15.-18. februar 2012. 22 danske økologiske fødevirksomheder deltager i den danske stand, arrangeret af Økologisk Landsforening i samarbejde med Landbrug & Fødevarer med støtte fra Fødevareministeriet.
De store muligheder for økologisk eksport gør det specielt vigtigt at deltage på Biofach i år. På de markeder, som ligger lige udenfor vores hoveddør, sker der rigtig meget. I Tyskland steg det økologiske forbrug med 11 procent i 2011 og i Holland var stigningen hele 29 procent i første halvår af 2011. På trods af stigningen køber hver tysk forbruger stadig under halvdelen af de økologiske varer, som en dansk forbruger køber, og tallet er endnu mindre i Frankrig og Holland. Jeg ser derfor ingen grund til, at markedet ikke skulle kunne vokse sig lige så stort som i Danmark. Desuden har Tyskland, Frankrig og Sverige politiske målsætninger om, at der skal være mindst 20 procent økologi i den offentlige bespisning i 2020.
Friland vil have mere økologi
En måned efter Biofach er Økologisk Landsforening på plads igen med en fællesstand på Foodexpo i Messecenter Herning fra den 18.-20. marts. Tirsdag den 20. marts er der på standen mulighed for at møde Eksportrådets fødevarespecialister fra en lang række markeder - alle er velkomne til Åbent Hus fra 13:00-15:00.
For både store og små økologiske virksomheder er der gode muligheder på eksportmarkederne. Blandt de mindre er bl.a. Knuthenlund gods på Lolland, der i 2007 blev lagt om til økologi. Ostene fra Knuthenlund har siden vundet adskillige priser og i 2011 fik Knuthenlund både en guld-, en sølv- og en bronzemedalje med hjem fra World Cheese Awards i Birmingham. Den gode kvalitet har betydet succes på de nære eksportmarkeder, men det er også lykkedes at opbygge en eksport til Japan, og de er lige begyndt at eksportere til Mellemøsten og Australien.
Friland, en af verdens største økologiske kødproducenter oplever stor efterspørgsel efter økologiske varer på eksportmarkederne, især svinekød. Randi Kok, den daglige leder af Friland, ønsker, at flere danske landmænd lægger om til økologi, da væksten kunne blive endnu større, hvis Friland havde adgang til flere danske råvarer.