Finax lægger op til myslirevolution
Målet er at blive Nordens førende mysliproducent, når den svenske familievirksomhed udskifter hele sit sortiment af mysliprodukter og samtidig dropper papirposen til fordel for et nyt emballagekoncept.
Det sker igennem en storstilet lancering af en helt ny produktserie, som helt erstatter Finax’ tidligere mysliprodukter. Lanceringen er den største innovation inden for mysli, siden den familieejede virksomhed introducerede frugtmysli i 1988.
Kodeordet er “smag”
Produktserien er bygget op omkring et helt nyt smagskoncept, som Finax har udviklet på grundlag af meget detaljerede analyser af myslimarkedets og forbrugernes præferencer. Konceptet skal flytte mysli fra at være en anonym hyldevare til at være et livsstilsprodukt, som i højere grad engagerer forbrugeren – og her er smag ifølge Finax’ analyser et afgørende parameter.
- Vi undersøgte, hvilke parametre der afgør, om en forbruger vælger en slags mysli frem for en anden. Og det viser sig, at det er smagen, der er den vigtigste. Ting som sundhed og kalorieindhold er også vigtige, men kommer i anden række, når folk vælger mysli, fortæller Caroline Abdon, nordisk produktchef i Finax.
Slut med madsvineri – slut med papirposen
Finax’ nye mysliserie består af 9 forskellige nye smagsvarianter. Fælles for dem alle er, at myslien er friskpakket i en ny smagsbevarende og genlukkelig emballage. Emballagen er et opgør med den traditionelle papirpose, som Finax som den eneste mysliproducent helt har afskaffet for at forbedre smagsoplevelsen, men også for at forebygge madspild.
- Vores nye slogan, “En smagsoplevelse til sidste mundfuld”, skal signalere, at vi tager ansvar for produktet hele vejen fra produktion til sidste mundfuld. Her spiller emballagen en afgørende rolle. De traditionelle papirposer går i stykker og er skyld i, at myslien kan blive tør og tage smag af andre madvarer i skabet. Derfor har vi taget konsekvensen og droppet papirposen til fordel for en pose, som holder myslien frisk, så den ikke mister sin kvalitet eller smag, selvom posen har været åbnet. Det giver en bedre smagsoplevelse og er samtidig med til at forhindre madspild, siger Caroline Abdon.
Finax har samtidig skærpet kravene til pakketiden, så myslien nu bliver pakket i de smagsbevarende poser, maksimalt en time efter at ingredienserne er blevet blandet.
Vil være markedsleder
Målet med den nye myslistrategi er klart. Finax vil være nummer to blandt varemærkeproducenterne i 2012, mens førstepladsen i myslikategorien skal være sikret senest i 2015. I Danmark har Finax en markedsandel på ca. 4 procent, men væksten tegner positivt, og prognosen peger på, at Finax vil have øget sin markedsandel med 15-20 procent i løbet af 2013.
Allerede på nuværende tidspunkt lader det til, at satsningen bærer frugt i hjemlandet, Sverige, hvor Finax har øget salget med 50 procent, efter de nye produkter er landet på butikkernes hylder.
- Myslisegmentet har de seneste tre år oplevet en stor tilvækst, og mysliprodukterne er også lønsomme for forhandlerne. Med den nye strategi og produktlinje udfordrer vi konkurrenterne. Visionen er at være Nordens mest offensive mysliproducent, siger Martin Linde, der er administrerende direktør i Finax.