Dansk svineavl en stor eksportsucces
Med priser helt op til 30.000 kr. for en orne og eksport til 80 forskellige lande er dansk svineavl et ægte erhvervseventyr.
Med en eksport til flere end 80 lande verden for en samlet værdi af knap 1 milliard kroner høster svineavlerne i disse år frugterne af flere års bestemt og determineret arbejde.
- Vores meget målrettede arbejde på kun at vælge de bedste dyr til at føde levende grise, de bedste dyr med et så lavt foderforbrug som muligt og de bedste dyr i forhold til spisekvalitet gør, at vi er blandt de tre bedste avlsselskaber i hele verden, siger Nikolaj Nørgaard, der er direktør i Videnscenter for Svineproduktion, til DR Nyheder.
De danske svineavleres fælles selskab Danavl har som nævnt opgjort den årlige eksport til knap 1 milliard kroner. Og Nikolaj Nørgaard regner med, at tallet bare stiger fremover.
- Vi har en klar målsætning om at bevare forspringet i forholdet til de andre avlsselskaber. Vi vil i hvert fald slås for det.
De største eksportmarkeder er Tyskland og Rusland. På sidstnævnte marked betales helt op til 8.000 kroner for en dansk so og 30.000 kroner for en orne.