23948sdkhjf

Vækst i dansk eksport trods recession i Europa

Danmarks vareeksport forventes at stige med 4,5 pct. i 2012 og 6,2 pct. i 2013. Det er opløftende, siger handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr.
Udenrigsministeriet forventer, at Danmarks vareeksport stiger i 2012 med 4,5 pct. og 6,2 pct. i 2013 i løbende priser. Dermed trodser eksporten den forventede recession i Europa som følge af solid vækst til markederne udenfor Europa.

Væksten sker bl.a. på baggrund af en lavere euro, som styrker dansk konkurrenceevne udenfor Euroområdet. Også de mindre virksomheder fokuserer i stigende grad på fjernmarkederne, lyder vurderingen i Udenrigsministeriets Eksportudsigt fra februar måned.

Store stigninger i vente på flere fjernmarkeder
- Eksportudsigten tegner et dystert billede af europæisk økonomi med recession i 2012 og kun svag vækst i 2013. På den baggrund er det opløftende, at dansk eksport alligevel ser ud til at komme nogenlunde helskindet igennem de næste par år. Dette skyldes, at vi forventer god vækst til markederne udenfor Europa, siger handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr.

Vækstudsigterne for dansk eksport er især positive til Nordøstasien og det øvrige Asien, til Latinamerika og Nordamerika samt til Rusland og Mellemøsten, hvor der mange steder forventes tocifrede vækstrater i de kommende to år.

På trods af en forventning om recession i Europa i 2012 vurderingen derfor, at dansk vareeksport samlet set opnår en beskeden vækst i de kommende to år.

Succes kræver støtte
Udenrigsministeriets Eksportudsigt peger dog også på, at Danmark står overfor store udfordringer i de kommende år. Det er simpelthen vanskeligere, dyrere og mere risikabelt at eksportere til fjernmarkeder end til nærmarkederne i Europa.

For de store, erfarne eksportvirksomheder er det en problemstilling, som de har ressourcerne til at overvinde. Men for den store underskov af mindre og mellemstore virksomheder er det en meget stor udfordring.

- Her er det vigtigt, at vi støtter dem så godt som muligt, både herhjemme ved at give gode erhvervsbetingelser og på eksportmarkederne med at fjerne så mange hindringer som muligt. Udenrigsministeriet og i Eksportrådet er til stede på alle markeder, som har gode muligheder for dansk eksportvækst og vi har oplevet en markant stigende interesse for vækstmarkederne, siger Pia Olsen Dyhr.

Ministeren peger på, at ambassader og handelskontorer på vækstmarkederne i 2011 har rådgivet flere end 2600 virksomheder om eksport – det er 400 flere end i 2010, og en stigning på 14 pct.

- Jeg tror, at det blandt andet er et positivt resultat af en målretning af vores program til vækstmarkedernes særlige udfordringer. Jeg kan kun opfordre til, at endnu flere benytter sig af det, og også at virksomhederne i øget udstrækning søger sammen i netværk og udveksler erfaringer om, hvordan man bedst opererer på fjernmarkederne, slutter Pia Olsen Dyhr.

Om Udenrigsministeriets Eksportudsigt
Udenrigsministeriets Eksportudsigt er en fremskrivning af væksten i den danske vareeksport på baggrund af en analyse af de 80 største danske eksportmarkeder. Udsigten offentliggøres fire gange årligt.

Det fremgår af Eksportudsigten, at udsigterne for den globale økonomiske realvækst i 2012 er reduceret fra november-vurderingen på 2,5 pct. til nu 1,9 pct., og i 2013 fra 3,0 pct. til 2,8 pct. Dette ville isoleret set hæmme dansk eksport, men samtidig vurderes udviklingen i euro-kursen mere end at opveje de reducerede vækstudsigter. Målt i danske kroner forventes efterspørgslen på de danske eksportmarkeder derfor at vokse omkring 1-1½ procentpoint kraftigere end vurderet i november.

Dette, sammenholdt med en relativ positiv udvikling i eksporten i fjerde kvartal 2011, medfører en mindre opjustering af skønnet for væksten i den danske vareeksport i 2012 fra novemberskønnet på 3,8 pct. til det aktuelle skøn på 4,5 pct. I 2013 vurderes væksten at tiltage en smule til 6,2 pct.

Vurderingen bygger på en antagelse om, at vanskelighederne i Euro-området inddæmmes på en sådan måde, at en egentlig finansiel krise undgås, i det dog det også lægges til grund, at en række lande i Europa går i recession i 2012, herunder blandt andet vigtige danske markeder som Tyskland, Sverige og Storbritannien.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109