23948sdkhjf

Primodan har fået nye ejere

Investeringsfonden SE Blue Equity har solgt sin ejerandel i sjællandske Primodan, der producerer fyldemaskiner til mejerisektoren. Det skriver SN.dk.

SE Blue Equity ejede 65 procent af virksomheden, som man købte i 2014 af daværende hovedaktionærer Hasse Rasmussen og salgsdirektør Lars Henriksen. Udover SE Blue Equity har også Midtgaard Holding solgt sin ejerandel på 20 procent.

Hasse Rasmussen har øget sin ejerandel til 41 procent og er nu største aktionær i selskabet. Samtidig har Lars Henriksen øget sin ejerandel til 26,7 procent.

Derudover er der kommet en stribe nye aktionærer ind. Susanne og Ulrich Krasilnikoff, der til daglig driver designvirksomheden Krasilnikoff, er blevet medejere, og det samme er tidligere statsautoriseret revisor Claus Kjær Poulsen og Birthe Koed, der gennem en årrække har solgt Primodans maskiner i Iran.

- Vi har lavet en fornuftig handel med sælgerne. Vi er glade for at overtage butikken igen. Det er nogle gode produkter og nogle gode arbejdspladser i en produktionsvirksomhed, som der ikke er så mange af i Holbæk Kommune, siger Hasse Rasmussen til SN.dk.

Samtidig med ejerskiftet er der skudt 12 millioner kroner ind i selskabet.

Primodan kom ud af regnskabsåret 2019/2020 med et underskud før skat på 9,3 millioner kroner. Ifølge Hasse Rasmussen var det coronakrisen, der skabte en panikagtig stemning på markedet.

Originalartikel: https://sn.dk/Holbaek/Lys-fremtid-efter-et-aar-med-corona-minus/artikel/1395552

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14