Halvdelen af Norlax solgt til amerikanere
Acme Smoked Fish-direktør Adam Caslow siger ifølge seafoodsource.com i forbindelse med opkøbet, at virksomheden er i gang med at bygge et internationalt team med de bedste i branchen.
- Vi arbejder med mennesker, vi tror på, og Norlax har produceret røget fisk af høj kvalitet i Danmark de seneste 100 år. Min familie og jeg er sikre på, at de er lige så dedikerede med hensyn til at producere verdens bedste røgede fisk, som vi er, siger Adam Caslow.
Det er ikke lykkedes Food Supply at få en kommentar fra Ole Clemmensen, der har stået i spidsen for Norlax de seneste 20 år.
Norlax med cirka 170 ansatte producerer røget laks, ørred og makrel. Ifølge virksomhedens hjemmeside bliver det til cirka 4.000 ton færdigvarer om året, fordelt på egne mærker og private label.
I 2019 havde virksomheden et overskud på 2,4 millioner kroner og en egenkapital på godt 46 millioner.Året før var der et underskud på 5,2 millioner kroner.