Schulstad skifter topchef - henter den nye i egne rækker
Efter næsten ni år som administrerende direktør for brødkoncernen Lantmännen Schulstad stopper 62-årige Allan Christiansen med udgangen af januar.
Han bliver afløst 1. februar af Pernille Bang-Löwgren, der kommer fra en stilling som salgsdirektør i virksomheden, oplyser Lantmännen Schulstad.
- I sine to år som salgsdirektør har Pernille udvist en særdeles høj grad af professionalisme i alt, hvad hun har rørt ved. Hun har et stort talent for at bygge bæredygtige relationer med kunder og kolleger, og med hendes erfaringer fra tidligere lederstillinger er hun et stærkt kort som Allan Christiansens afløser, siger bestyrelsesformand i Lantmännen Schulstad Thomas Isaksson.
- Allan Christiansen har været en nøgleperson i at lægge grundstenene og udpege retningen for Lantmännen Schulstad. En retning, som Pernille også har sat sit præg på, og som hun nu skal stå i spidsen for at føre ud i livet, så Schulstad kan fortsætte rejsen, skabe og udnytte de nye muligheder, der opstår og fastholde sin position som et af de stærkeste fødevarebrands i Danmark, tilføjer bestyrelsesformanden.
Selv siger Pernille Bang-Löwgren, at hun går ambitiøst og ydmygt til stillingen som ny administrerende direktør, og at hun er meget stolt og beæret over at kunne påtage sig ansvaret.
- Jeg har igennem mine to år som salgsdirektør fået et godt kendskab til virksomheden og kunderne. Jeg overtager en spændende forretning, der har en stærk lokal profil og samtidig er del af en unik kultur og stærk global struktur.
- Vi har skabt en stærk strategi i ledelsen, og retningen er sat, så jeg glæder mig til at holde momentum og sikre, at vi eksekverer kompetent og rettidigt og udnytter det fulde potentiale i Schulstads unikke konkurrenceevne. Vi har masser af muligheder, og jeg ser meget frem til at bringe dem i spil, konstaterer Pernille Bang-Löwgren.
Ønsker plads til nye opgaver
Allan Christiansen, som fratræder stillingen som administrerende direktør med udgangen af denne måned, siger i pressemeddelelsen om beslutningen:
- Jeg tager skridtet væk fra posten som administrerende direktør og overlader ansvaret til Pernille nu, fordi jeg ønsker at skabe plads til nye opgaver i mit arbejdsliv.
- Gennem de seneste to år har Pernille fået masser af erfaring med Schulstad og vores kunder. Hun har oparbejdet en stærk position internt i virksomheden og været en nøglespiller i udformningen af strategien. Jeg har nydt hvert sekund i denne fantastiske organisation, og jeg kommer til at savne det. Det er med ro i sindet, at jeg overlader ansvaret for Schulstad til Pernille, og jeg glæder mig til at følge med fra sidelinjen.
Allan Christiansen vil se sig om efter mulige bestyrelsesposter i ikke-konkurrerende virksomheder, mens han fortsat er tilknyttet Schulstads moderselskab, Lantmännen Unibake, som rådgiver.
Fra 1. februar består ledelsesgruppen i Lantmännen Schulstad udover administrerende direktør Pernille Bang-Löwgren af Hr-direktør Helle Rasmussen, finansdirektør Simon Andersson, produktions- og logistikdirektør Claus Loft samt salgsdirektør og marketing- og innovationsdirektørposterne, der p.t. er ledige.