23948sdkhjf

Nordjysk fiskekæmpe landede igen to-cifret millionoverskud

For et år siden fortalte direktøren for Kangamiut Seafood, Ulrik Bjerre Rasmussen, til Food Supply, at han trods corona regnede med et 2020-overskud på 10-15 millioner kroner.

Nu foreligger regnskabet, og det viser, at den nordjyske fiskevirksomhed overgik direktørens forventninger: Overskuddet landede på 18,1 millioner kroner mod 22,2 året før.

Omsætningen på handlen med fisk og skaldyr dalede fra 1,49 til 1,38 milliarder kroner.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra direktør og medejer Ulrik Bjerre Rasmussen, men i kommentarerne til regnskabet skriver ledelsen:

- Covid-19-pandemien har givet selskabet udfordringer i 2020 i forhold til afsætning og råvaretilførsel, og det forventes ligeledes at påvirke 1. kvartal i 2021. Ledelsen anser dog resultatet for 2020 for værende tilfredsstillende under de givne omstændigheder.

Det fremgår også, at "selskabet vil fortsat udbygge sin markedssituation ved både nye og eksisterende produkter og forventer fortsat vækst på nye forretningsområder". På den baggrund regner Kangamiut Seafood med et 2021-resultat i niveauet 12,7-17 millioner kroner.

Kangamiut Seafood mistede kort efter nytår i år sin stifter, Niels Vinther Rasmussen, der døde i hjemmet i Dronninglund. Virksomheden er en del af en omfattende fiskekoncern, som han opbyggede i årene efter 1975, hvor han begyndte at handle med rejer fra den grønlandske by Kangamiut.

Koncernen er nu hovedsageligt ejet af Niels Vinther Rasmussen kone og tre børn via selskabet Vintherbørn.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.502