23948sdkhjf

Dagrofa lukkede 100 år gammel fiskefabrik med milliontab

Det ramte de ansatte som et regulært chok lige før juleferien, da ledelsen pludselig kunne meddele, at virksomheden Strandby Fisk lukker.

Hele produktionen skulle med kort varsel flyttes til Hanstholm og Hvide Sande, og derfor fik samtlige 25 ansatte stukket en fyreseddel i hånden.

Nu viser et nyt regnskab, at fabrikslukningen kostede ejeren, Dagrofa Foodservice, et tocifret milliontab. 2020-regnskabet for Strandbyfisk ApS viser et underskud efter skat på 14,3 mio. kr.

- Der er en sammenhæng mellem regnskabsresultat og lukningen af fabrikken i Strandby, skriver Dagrofa i en mail.

Nyt partnerskab

Strandby Fisk, hvis historie går helt tilbage til 1921, leverer friske fisk og skaldyr til bl.a. supermarkedskæden Meny, hoteller og kantiner.

Men da Dagrofa ikke længere ønskede at stå for produktionen, valgte man kort før jul at indgå et partnerskab med den nordiske seafood-koncern Insula.

Ved årsskiftet ophørte fabrikken på havnen i Strandby derfor med at eksistere. Selve produktnavnet, Strandby Fisk, lever videre, men produktionen foregår nu på Insulas fabrikker i Hanstholm og Hvide Sande.

Insula står i forvejen bag et andet kendt dansk varemærke, Amanda Seafoods, der holder til i Frederikshavn. Her har nogle af de tidligere ansatte hos Strandby Fisk fået ansættelse.

Flere år med tab

Forud for Dagrofas beslutning om at afvikle fabrikken i Strandby, havde virksomheden i en årrække kørt med underskud. Regnskaberne for Strandbyfisk ApS viser tab i både 2017, 2018, 2019 og 2020.

Det samlede underskud i den periode beløber sig til 27 mio. kr.

Egenkapitalen er negativ, men Dagrofa skriver, at man vil ”understøtte selskabet med den nødvendige likviditet til brug for fortsat drift.”

Dagrofa, der bl.a. står bag dagligvarekæden Meny, købte aktiemajoriteten i Strandby Fisk i 2017. Det skulle være med til at styrke Meny-butikkernes position som Danmarks bedste fødevaremarked – også når det gælder fersk fisk til de danske middagsborde.

Strandby Fisk er kendt for at levere håndudskåret fisk i fineste kvalitet. Fisk og skaldyr bliver købt om morgenen på udvalgte auktioner i Nordjylland.

Indtil fabrikslukningen ved årsskiftet var der siden 1921 blevet skåret fisk på Hyttefadsvej i Strandby. Det er altså stolte traditioner, der nu føres videre på vestkysten - 277 kilometer sydover.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093