23948sdkhjf

Danskerne "går amok i konditorkager"

 

Danskernes kagetrang er taget så meget til under coronatidens hjemlige hyggestunder, at bagerkæden KonditorBager i en pressemeddelelse ligefrem konstaterer, at danskerne går amok i konditorkager.

Den hjemlige hygge har givet travlhed hos bagere over hele landet – og særligt den finere konditorkunst står i høj kurs, påpeger kæden. KonditorBager har således opgjort, at salget af fine konditorkager, eksempelvis forårslagkager og jordbærtærter, er steget med 28 procent i årets første fem måneder i forhold til samme periode sidste år. 

Det er en tendens, som brancheforeningen Bager- og Konditormestre i Danmark tydeligt genkender.

- Kunderne har over en bred kam skruet op for de små ting, der giver livsværdi, og de vil gerne betale lidt mere for en fin kage, så længe kvaliteten følger med. Samtidig har bagerne ikke haft så mange bestillinger til selskaber som normalt, og det har givet bedre tid til at lave de mere krævende konditorkager, og det er i den grad noget, kunderne har taget til sig, siger John Jønsson, der er formand for Bager- og Konditormestre i Danmark.

Den øgede efterspørgsel hænger ifølge KonditorBager også sammen med, at flere og flere kunder vælger at handle lokalt.

- Flere har valgt at benytte deres lokale, selvstændige bager, og gennem længere tid har kagesalget været for opadgående. Det nye er, at konditorkagerne udgør en markant stigende del af salget i langt de fleste af vores butikker, siger Morten Lapholm, der er direktør hos KonditorBager.

Tre konditorer udvikler nye kager

For at bakke op om den øgede efterspørgsel på finere kager har KonditorBager lanceret et nyt koncept, som kan inspirere kædens bagere og på den måde være med til yderligere at sætte fokus på konditorkager over for kunderne. Sammen med to andre konditorer står Anette Drengsgaard for at udvikle nye kager til kædens medlemmer.

– Vi udvikler kagerne med udgangspunkt i råvarer, der er i sæson, og smagsnuancer, der passer til årstiden. De enkelte bagerier vælger selv, om de vil have dem med i deres sortiment, men indtil videre er tiltaget blevet godt modtaget, siger Anette Drengsgaard, der er konditor hos KonditorBager i Bjerringbro.

Udover at mange har valgt at opgradere på kvaliteten, skyldes den markante stigning i salget af konditorkager også en ændring i kundernes tilgang til kager.

– Hvis vi går 10 år tilbage i tiden, havde vi nærmest ingen konditorkager – folk ville have træstammer og kajkager og det, de i forvejen kendte. I dag er kunderne blevet meget mere nysgerrige, og flere er friske på at prøve noget spændende, de ikke har prøvet før, siger Anette Drengsgaard.

 KonditorBager-kæden består af 57 selvstændige bagerforretninger fordelt over hele landet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094