Nyt millionunderskud hos Gorm's efter "rædselsår"

Efter et underskud på 12,6 millioner kroner i 2019 havde ejerne af pizzakæden Gorm's håbet på langt bedre tider i 2020.
I stedet blev det endnu værre og endte med et minus på 14,6 millioner kroner.
- Hvis jeg skal sætte ord på 2020, så var det jo et pandemiår med to tvangsnedlukninger og i perioder fuldt omsætningsstop. Derfor kan vi ikke komme udenom, at det var et rædselsår for den branche, vi er i, siger Gorm's-direktør og -medstifter Christian Madsen til FødevareWatch.
Han og fire andre stiftere kunne i januar i år oplyse, at de havde købt aktiemajoriteten i pizzakæden tilbage fra den norske Orkla-koncern, som ellers havde overtaget hovedparten af aktierne i 2018. Orkla er nu nede på en ejerandel på 19,99 procent.
I forbindelse med tilbagekøbet måtte de danske stiftere tilføre kæden 6,5 millioner kroner i ny kapital for at holde den kørende under coronakrisen.
Christian Madsen forventer også underskud i 2021, mens der er stor tro på, at 2022 er året, hvor Gorm's igen giver overskud, fortæller han til FødevareWatch. Optimismen bunder blandt andet i, at Gorm's under coronakrisen har suppleret pizzaerne med et større menu-setup. Det har gjort, at omsætningen pr. gæst er vokset med 20-40 procent.