Øl, fællesskab og hornmusik: Mikrobrygger stifter festival
Det koldingensiske mikrobryggeri Åben har på kort tid fået opbygget et brand og en fanskare blandt danske ølentusiaster. Nu er brygmester og indehaver Philip Hulgaard klar til at føje et lidt atypisk ben til forretningen.
I august 2022 slår han dørene op til en ny tredages festival på Refshaleøen i København, der under navnet ”O” skal huse musik, kunst, mad og øl.
Det skriver Børsen.
Ifølge Philip Hulgaard er det ikke noget tilfældigt skridt, bryggeriet nu tager, selvom der er et stykke imellem de to brancher.
– Vores brand og identitet handler om mere end bare at være et bryggeri. Det handler om, at vi gerne vil skabe fællesskaber og de her steder, hvor man er sammen, hvor man hygger sig, og hvor man drikker øl, fortæller brygmesteren.
Åben, der udover det østjyske bryggeri driver tre barer i Roskilde, København og Aarhus, kommer ikke til at stå for alt arbejdet i forbindelse med festivalen. Bryggeriet arbejder sammen med en medarrangør, der blandt andet står for drift og booking af artister, og der er desuden lagt op til samarbejder med mad- og drikkeproducenter fra København og omegn, som også skal være til stede på ”O”.