23948sdkhjf

Eksportplaner: Chokoladefabrik har nu papir på høj standard

Chokoladefabrikken Kathrine Andersen Chokolade i Aarhus har fået det såkaldte FSSC 22000-certifikat som bevis på, at virksomheden lever op til høje standarder hvad angår fødevaresikkerhed.

- Vi har, specielt efter at vi er flyttet i nye lokaler, investeret i nyt udstyr og arbejdet med standarder, der skal følges nøje i vores produktion. Så at tage skridtet til at blive certificeret var et naturligt next step for os, konstaterer indehaver og direktør Jakob Skovsgaard.

Han har stor tro på, at certificeringen kan være med til at give nye kunder.

- Selv om vi er vokset meget de seneste år, har vi fortsat store ambitioner. Vi ønsker flere kunder, hvor vi producerer chokolade i større mængder, og vil gerne i den forbindelse også kigge ud over Danmarks grænser. Vores FSSC 22000-certifikat er i flere EU-lande et krav.

- Nu er vi klar til at erobre flere markeder, og det er naturvis ikke certifikatet, der gør det alene, men vi tror på, at vores innovative tilgang og krav til kvalitet på chokoladen er med til, at vi lykkes, siger chokoladechefen.

Jakob Skovsgaard peger på, at FSSC 22000 er en GFSI-standard på linje med BRC Food og IFS Food, og at den derned imødekommer de højeste krav inden for fødevaresikkerhed. FSSC, eller Food Safety System Certificering, sikrer fødevaresikkerheden i forsyningskædens produktionsproces.

- Vi er vokset fra det lille chokoladeværksted, der leverer håndlavet chokolade til specielhandlen, til en større, professionel chokoladefabrik, der leverer pallevis af kvalitetschokolade til kunder, som sælger chokoladen i detailhandlen. Det stiller store krav til os om standarder og sikkerhed i produktionsprocessen, bemærker direktøren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078