Bedre 2011 end ventet
Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI) måtte indkassere et tab på -14,4 mio. kr. i 2011. Dette skal dog ses i lyset af et forventet underskud i omegnen af -30 mio. kr.
Den samlede omsætning på SKI’s rammeaftaler til den offentlige sektor og halvoffentlige organisationer faldt i samme periode med cirka 14 procent til 11,2 mia. kr.
Trods underskuddet kan SKI dog glæde sig over, at resultatet blev væsentligt bedre end de -30 mio. kr., som man forventede i såvel årsrapporten for 2010 som halvårsrapporten for første halvår 2011.
Tilfreds bestyrelsesformand
Bestyrelsesformand Jørgen Clausen peger på det kursskifte, SKI har været igennem i det forgangne år, som årsag til resultatet.
- Selv om et underskud på 14,4 mio. kr. ikke er den bedste melding at komme ud med, skal det ses i lyset af den målrettede oprydning, SKI har gennemført i 2011. SKI har reorganiseret hele virksomheden og omlagt sine arbejdsgange. Samtidig er der opsagt 18 medarbejdere, hvilket i øvrigt først rigtigt slår igennem hen over 2012. Der er opsagt en række rammeaftaler og udbudt hele 26 nye rammeaftaler, hvilket er det højeste antal nogensinde, siger Jørgen Clausen og fortsætter:
- Det har naturligvis både givet ekstraordinære omkostninger og reduceret omsætningen på aftalerne samlet set for 2011, men det er alligevel lykkedes at reducere de samlede omkostninger betydeligt. Vi er derfor tilfredse med, at underskuddet er blevet halveret i forhold til det forventede for året.
Målrettet brugerinddragelse og nye aftalekoncepter
I begyndelsen af 2011 måtte SKI opsige 16 rammeaftaler samt vejlede om brugen af yderligere otte aftaler, da Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vejledte om, at der ikke måtte være såkaldt ’frit valg’ mellem tildelingsformerne direkte tildeling og miniudbud.
Siden har SKI vedtaget ny udbudsstrategi, udarbejdet nye vejledninger og i det hele taget arbejdet for en smidigere proces i forbindelse med tildeling og indkøb på SKI’s rammeaftaler. Dét arbejde fortsætter, ifølge administrerende direktør Signe Lynggaard Madsen, i 2012:
- Vi har brugt en stor del af 2011 på at rydde op i SKI, og vi har arbejdet intenst på at genetablere omverdens tillid til SKI og SKI’s rammeaftaler. Det er et arbejde, vi med stor ydmyghed fortsætter i 2012, så vores kunder trygt kan købe ind på vores rammeaftaler. Vores kerneydelse er fortsat at sikre juridisk holdbare og pris-effektive rammeaftaler i forbindelse med offentligt indkøb. Derudover arbejder vi blandt andet på en mere målrettet brugerinddragelse i forbindelse med vores udbud, ligesom vi fortløbende arbejder med nye aftalekoncepter.
Og det er blandt andet de nye fælleskommunale forpligtende indkøbsaftaler et godt eksempel på, mener Signe Lynggaard Madsen:
- Næsten to ud af tre af landets kommuner har tilsluttet sig de to første forpligtende aftaler i 2012, og jeg har en personlig forventning om, at ”indkøbsåret 2012” netop bliver året, hvor fællesskab og forpligtelse på nationalt plan går hånd i hånd med bestræbelserne på at skaffe endnu flere indkøbsgevinster i det offentlige, siger hun.
Læs SKI’s årsrapport på www.ski.dk