23948sdkhjf

Økologiske kantiner næsten tredoblet

Fazer Food Services A/S kan i dag offentliggøre, at 130 kantiner på danske virksomheder har fået det økologiske spisemærke i bronze.
Fazer Food Services A/S – som driver kantiner for blandt andre Oticon og Rockwool – meddeler i dag, at 130 kantiner nu kan bryste sig af det økologiske spisemærke i bronze.

Bronzemærket er et synligt bevis på, at kantinerne har opnået en økologiandel på 30-60 procent. Dermed er det samlede antal kantiner med økologisk spisemærke i Danmark vokset fra 70 til 200.

- Det er et stort og flot skridt i retning mod en mere bæredygtig kantinedrift. Med omlægningen af de mange kantiner er Fazer med til at fremme økologien og de samfundsmæssige fordele, der følger med – som eksempelvis beskyttelse af natur og grundvand, siger Dorthe Kloppenborg, projektleder i Økologisk Landsforening, som har vejledt Fazer i omlægningen.

Giver god samvittighed
Hun påpeger, at Fazers udvikling er et billede på en tendens i øjeblikket, hvor et stigende antal danske virksomheder indfører økologi i kantinen.

- Mange virksomheder vil gerne være bæredygtige og brande sig på en grøn profil. Flere og flere opdager, at en økologisk kantine kan være med til at signalere ansvarlighed over for omverdenen og give plus på bundlinjen.

Også den administrerende direktør i Fazer Food Services A/S, Morten Hammerich, glæder sig over virksomhedens grønne resultat.

- Implementeringen af økologi giver god samvittighed til hele Fazer-organisationen. Vi vil gerne tage vores del af ansvaret for, at kantinerne i Danmark bliver mere bæredygtige. Samtidig er det også en god måde at profilere os overfor vores nuværende og måske kommende kunder, siger han.

Økologi til samme pris
Selvom de 130 Fazer-kantiner i dag serverer mad, der er 30-60 procent økologisk, er budgettet stadig det samme som før. Omlægningen til økologi har ikke gjort den daglige kantinedrift dyrere for virksomheden.

- Det er lykkedes os at opnå en stor økologiandel uden at ændre i budgettet, blandt andet ved at skære ned på kødet og op for brugen af grøntsager. Det udfordrer samtidig kokkene og det øvrige køkkenpersonale på deres kreativitet og opfindsomhed og har givet dem en større faglig stolthed, forklarer Morten Hammerich.

Fakta:
• Fazer Food Services A/S driver i dag 139 personalerestauranter og kantiner for danske virksomheder og institutioner og serverer hver dag cirka 35.000 måltider.
• Ved udgangen af 2011 var der cirka 800 ansatte i Fazer Food Services A/S fordelt på hele landet.
• Det økologiske spisemærke i bronze gives til spisesteder, med en økologiandel på 30-60 procent. Sølv = 60-90 procent økologi. Guld = 90-100 procent økologi.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081