Sondemad og en ost baseret på bælgfrugter vinder idékonkurrence
Food & Bio Cluster Denmark har netop fundet vinderen af Idékonkurrencen 2021.
Det blev et bæredygtigt alternativ til spagnum, en ost baseret på bælgfrugter og en nyskabelse inden for sondemad, der blev udvalgt som de mest innovative forretningsideer.
Nærmere betegnet var det de tre startupvirksomheder Imajii, Bellyfood og Færm, der med med skarpe pitches og innovative forretningsideer sikrede sig sejren.
Det sagde juryen
Det er et dommerpanel med repræsentanter fra Arla Foods, Marel, Aarhus Universitet, Danish Crown og Food&Bio Cluster Denmark, der har ladet sig imponere over de tre virksomheder.
- Bellyfood løb med sejren for sin sondemad lavet af naturlige råvarer, hvilket sikrer sondebrugere større valgfrihed og mulighed for at få rigtig mad i maven frem for syntetisk sammensat pulver. Med duft og smag, som almindelige fødevarer bidrager produktet til at højne både sundhed og livskvalitet hos brugerne af sondemad, som ofte oplever store gener ved at indtage de pulverbaserede løsninger, fremgår det af pressemeddelelsen fra Food & Bio Cluster Denmark.
- Startup-virksomheden Færm imponerede dommerpanelet med sit præcise pitch på en ny produktionsmetode til at fremstille plantebaseret ost, der anvender enzymer, fermentering og langtidsmodning til at bringe smag og tekstur af plantebaseret ost op på et niveau, der ikke findes på markedet i dag. Osten er lavet ved brug af traditionelle mejeriproduktionsmetoder – men er fremstillet udelukkende af bælgfrugter, lyder det fra dommerpanelet.
- Imajii trak vinderkortet med sin præsentation af vækstmidlet Greenmajii, der er baseret på lokale restprodukter fra mark- og skovbrug. Greenmajii kan afløse spagnum som vækstmiddel i en hastigt voksende planteproduktion, hvor spagnum er en klimatung og knap ressource. Det nye vækstmiddel fremstilles af restprodukter, som ikke afgiver de store mængder CO2, som spagnum gør ved opgravning.
50.000 kroner
De tre bedste pitches, som kunne gå hjem med en check på 50.000 kr. og tilbud om gratis at være tilknyttet Food&Bio Cluster Denmarks inkubationsmiljø i Foulum, Aarhus eller København i tre måneder, har deres udspring i vidt forskellige dele af fødevare- og bioressourcebranchen og repræsenterer netop den spændvidde, der er i vækstlaget for nye, bæredygtige forretningsideer omkring en bæredygtig fremtid.
- Idékonkurrencen føder og understøtter nogle af branchens mest innovative ideer og er et vigtigt element i at drive innovationen i fødevareklyngen. Vi glæder os meget over den opbakning, der er til året Idekonkurrence fra både sponsorer og iværksættere. Konkurrencen i år var benhård, for alle 10 finaleprojekter er visionære og sender rigtig positive signaler om det fantastiske arbejde, der lægges i at sikre en bæredygtig og grøn fremtid, siger Jacob Mogensen, sitemanager i Agro Business Park Foulum og ansvarlig for Idékonkurrencen.
I alt havde 46 virksomheder indsendt ideer til konkurrencen, der er blevet til med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Aarhus Universitet, Arla Foods, Viborg Kommune, Marel og Danish Crown.