KMC fastholder milliard-omsætning men går tilbage på bundlinjen
Kartoffelmelsvirksomheden KMC’s formand Peter C. Petersen kunne på virksomhedens generalforsamling den 19. november 2021 præsentere regnskabet for 2020/2021.
- Et regnskab han betegner som værende tilfredsstillende under vanskelige forhold.
Med dette blev der henvist til et år, hvor afsætningen i store perioder var vigende grundet corona, og hvor coronarestriktioner, fragtudfordringer og Brexit gjorde hverdagen mere end vanskelig for medarbejderne hos KMC, der er ejet af de tre danske karteoofelmelsfabrikker Midtjylland i Brande, Sønderjylland i Toftlund og Karup Kartoffelmelsfabrik i Karup.
Som ventet
I regnskabsåret 2020/21 har KMC fastholdt en omsætning på over 2 milliarder kroner. Helt præcist blev årets omsætning på 2.078 milliarder kroner, hvilket er på samme niveau som året inden. Det ordinære resultat efter skat udgjorde 158 millioner kroner, hvilket er noget lavere end sidste års rekord-resultat på 215 millioner kroner.
Resultatnedgangen var forventet og skyldes lavere verdensmarkedspriser på kartoffelstivelse samt voldsomt stigende logistikomkostninger på specielt oversøisk fragt. Resultatnedgangen blev opnået på trods af en større forædlingsgrad end året forinden, skriver KMC i en pressemeddelelse.
- I KMC har vi altid haft fokus på at udnytte alle kartoflens gode egenskaber. Igennem forædling og innovation har vi skabt en attraktiv forretningsmodel, der er født cirkulær og sikrer, at alle sidestrømme udnyttes og optimeres. Det er sund fornuft, og modellen har igennem mange år sikret en bæredygtig vækst. I år har virksomhedens forædlede forretning således vækstet med hele 18%, og det er tydeligt, at salget af vores ingredienser nyder godt af den plantebaserede trend, der hersker specielt på markederne i den vestlige verden, lyder det fra Peter C. Petersen.
Øget produktion og gode takter
Formanden kunne berette, at virksomheden i årets løb tog den seneste produktionsudvidelse på KMC Derivat fabrikken i brug. En investering på godt 120 millioner kroner. Den øgede produktions-kapacitet understøtter virksomhedens strategiske fokus på forædlede produkter.
KMC’s aktiviteter inden for pulverproduktion fortsatte de gode takter fra de seneste år, hvor produktionskapaciteten har været 100 procent udnyttet. Den gode produktionsøkonomi sammen med markedsudviklingen har betydet, at sidste års rekordniveau for afregningsprisen på pulverkartofler igen blev slået i 2020/21.
Formanden kunne afslutte generalforsamlingen med at konstatere, at der er oprettet en bedre balance imellem udbud og efterspørgsel på verdensmarkedet for kartoffelstivelse.
Situationen med høje priser for søfragt, diesel, el og gas samt nu også kraftigt stigende gødningspriser gør dog, at der også i det kommende regnskabsår skal arbejdes hårdt for at bevare og udbygge den nuværende position i markedet.
Om KMC
KMC ejes i fællesskab af de 3 danske kartoffelmelsfabrikker Midtjylland i Brande, Sønderjylland i Toftlund og Karup Kartoffelmelsfabrik i Karup.
Virksomheden er førende inden for produktion, udvikling og salg af kartoffelbaserede ingredienser til fødevareindustrien. 94 procent af produktionen bliver eksporteret til over 80 lande i verden.
Kilde: KMC