Tenax sender kontorfolk hjem for at redde julesilden
For at undgå, at corona lukker Tenax Silds fabrikker her i den absolutte højtid, har virksomheden iværksat en stribe tiltag, som skal stoppe smitten på fabrikkerne i Aalbæk og Nyborg.
Store dele af kontorpersonalet er sendt hjem, de resterende medarbejdere arbejder i mindre grupper, og der er helt lukket for eksterne besøg på begge fabrikker. Også besøg mellem de to fabrikker er aflyst.
Desuden er der ikke længere fysisk kontakt mellem medarbejderne i produktionen og administrationen på Tenax Silds fabrikker, og frokosten foregår i mindre, isolerede grupper.
Det sker altsammen på baggrund af en forskrækkelse i sidste uge, oplyser administrerende direktør Anette Ladefoged.
- Da vi fik et par tilfælde af corona i sidste uge, måtte vi handle hurtigt. Vi er på sin vis meget sårbare, da der er meget håndværk og mennesker bag et glas sild, siger hun og understreger, at det vigtigste nu er at holde produktionslinjerne kørende.
- Sild og jul hører sammen i Danmark. Så december er uden sammenligning vores vigtigste måned, påpeger direktøren.
Bedre julefrokost-år
Over 50 procent af virksomhedens omsætning ligger traditionelt i fjerde kvartal.
- Det er svært at forstille sig en julefrokost uden sild. Derfor var vi også udfordret sidste år, da julefrokosterne blev aflyst på stribe, nævner Anette Ladefoged.
Hun glæder sig over, at det ser bedre ud i år, hvor danskerne holder julefrokosterne i mindre grupper.
- Det er kun de helt store arrangementer med mange hundrede deltagere, der ser ud til at blive aflyst eller splittet op, og dem er der trods alt ikke så mange af. Til gengæld kører restauranterne i højeste gear, siger sildedirektøren.