23948sdkhjf

Spangsberg Chokolade sejrer i sag om små og blå ugler

Spritfabrikken Danmark i Kolding skal pakke sine Små Ugler sammen og betale over en halv million kroner til Spangsberg Chokolade og United Drinks.

Det har Sø- og Handelsretten afgjort i en sag om krænkelse af varemærker.

Sagen var anlagt af Spangsberg Chokolade og United Drinks, der siden 2017 har arbejdet sammen om spiritusserien Nørregade Shots og varianten Blå Ugler. De to virksomheder ejer varemærket Blå Ugler for henholdsvis ”konfektureprodukter” og ”alkoholholdige drikke”.

I 2019 introducerede Spritfabrikken Danmark vodkashotdrikken Små Ugler og skrev på flaskerne, at det var "med smag af blå ugler” og ”er baseret på smagen af blå ugler”. Men den markedsføring har Sø- og Handelsretten nu vurderet er en krænkelse af Spangsbergs og United Drinks’ varemærkeret. 

Med dommen har Sø- og Handelsretten slået fast, at Blå Ugler er et beskyttet varemærke og ikke en betegnelse for en bestemt smag, sådan som Spritfabrikken Danmark påstod. Retten vurderede også, at varemærket Små Ugler lignede Blå Ugler for meget, og at brugen af Små Ugler derfor krænkede varemærket.

Det konstaterer Patent- og Varemærkestyrelsen i en kommentar til dommen. Ifølge varemærkechef Henriette Vængesgaard Rasch understreger dommen, at virksomheder ikke uden videre kan lægge sig op ad andres varemærker i deres salg og markedsføring.

Konkret vurdering

- Sagen her er interessant for mange, fordi den viser, at varemærker er vigtige og værdifulde for virksomheder, og at det kan være dyrt at krænke et varemærke, siger hun.

Varemærkechefen peger på, at når et navn går fra at være et varemærke til en almindelig betegnelse, er der tale om såkaldt ”degeneration”. Den udvikling sker, hvis vi efter længere tids brug af et ord glemmer, at der oprindeligt var tale om et varemærke, så varemærket er blevet synonym med varen selv - som det for eksempel kendes fra grammofon, der engang var et beskyttet varemærke.

- Det vil altid være en konkret vurdering, om et varemærke er blevet degenereret, eller om det fortsat er et beskyttet varemærke. Det er derfor ikke muligt at sætte generelle håndfaste retningslinjer op for degeneration, siger Henriette Vængesgaard Rasch.

Hun anbefaler virksomheder, der står foran en produktlancering, at gøre deres hjemmearbejde grundigt og indtænke varemærker i lanceringsstrategien.

- Tjek markedet for andres varemærker, søg vejledning hos Patent- og Varemærkestyrelsen og overvej, om du skal have hjælp hos en rådgiver. Ellers kan det i sidste ende koste dig dyrt i form af omkostninger til en retssag, erstatninger og tabt investering i markedsføring af et varemærke, som du ender med at må trække tilbage, påpeger Henriette Vængesgaard Rasch.

Små Ugler skal væk

Spritfabrikken Danmark må nu tilbagekalde alle spiritusprodukter med navnet  Små Ugler fra barer, butikker og restaurationer. Virksomheden må heller ikke fremover markedsføre spiritusprodukter med brug af billeder eller animationer af blå bolsjer, der er formet som ugler. 

Desuden skal Spritfabrikken Danmark betale 400.000 kroner i erstatning samt sagsomkostninger på over 100.000 kroner til Spangsberg Chokolade og United Drinks.

Dommen kan i sin fulde form læses her. Det skal bemærkes, at ankefristen ikke er udløbet, og at dommen derfor kan ankes.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08