Så meget mad smider vi ud
En dansk familie smider i gennemsnit 105 kg. spiselig mad ud hvert år, viser en ny rapport fra Miljøstyrelsen.
- Det er første gang, vi får sat tal på, hvor meget af det affald, vi smider ud, der kunne have været spist. På samfundsplan er det et enormt spild af ressourcer, at så meget god mad ender i skraldespanden, og derfor er det vigtigt at informere danskerne om, hvad de selv kan gøre for at mindske madspildet, siger Anne-Mette Lysemose Bendsen, civilingeniør i Miljøstyrelsen.
Frugt, grøntsager og brød kasseres oftest
Den samlede mængde madaffald, der også indeholder egentligt affald som æggeskaller, kyllingeben og appelsinskræller, udgør 76 kg pr. person pr. år. Men 42 af de 76 kg. kunne have været spist, mener Miljøstyrelsen.
Det svarer til 105 kg. god, spiselig mad per husstand per år for en gennemsnitshusstand i en-familiebolig bestående af to voksne og 1-2 børn.
Rapporten viser, at det typisk er frugt, grøntsager, brød og kager, der ryger i skraldespanden. Det er mad, som vi har købt, men ikke nået at tilberede eller spise, f.eks. inden det er blevet for gammelt.
Fakta:
• I gennemsnit har hver person, der bor i parcelhus, 184 kg dagrenovation per år. Madspildet udgør 42 kg. Det svarer til 105 kg pr. husstand pr. år for en gennemsnits husstand i en-familieboliger.
• Det samlede madaffald er i alt 76 kg per person per år. Her af er det 42 kilo, der kunne have været spist. Det er især grøntsager og frugt, der ryger ud, selvom det kan spises, viser undersøgelsen.
• 4-personers husstande (formodentlig mest børnefamilier) smider især meget forarbejdet mad ud – rester fra middagen og madpakker. Det gælder dog ikke for storfamilier på mere end fire.
• De enlige har det største spild af ikke-forarbejdet mad, hvilket kan skyldes, at de ikke kan købe portioner, der er små nok.
• Madspild (mad der kan spises) udgør 23 % af den samlede dagrenovation, og madaffald (både spiseligt og ikke-spiseligt) udgør 42 % for husstande i parcelhuse.
• Gennem de sidste 30 år er den gennemsnitlige mængde dagrenovation fra et parcelhus faldet med 3 kg pr. uge (fra 11,8 kg i 1979 til 8,7 kg i 2011).
Om undersøgelsen:
Kortlægningen af dagrenovationen fra en-familieboliger har omfattet en analyse af dagrenovationen fra ca. 800 husstande bosat i en af følgende kommuner: Gladsaxe, Helsingør, Kolding og Viborg. Herved er der opnået repræsentation af både store og mindre byer i både Jylland og på Sjælland.
Affaldet er opdelt i 19 forskellige typer affald, herunder 6 typer af madaffald, en række potentielt genanvendelige tørre typer affald samt batterier og småt elektronikaffald. Desuden er der gennemført en interviewundersøgelse af de omfattede husstande for at få kendskab til borgernes syn på renovationsordningen.
Kilde: Miljøstyrelsen